Bag murene

Den brasilianske måde at bo på adskiller sig meget fra den måde vi er vandt til i Danmark. I Brasilien er det meget normalt at bo i Condomínios eller "Gated communities", som nok er den betegnelse vi vil bruge for det i Danmark. Ja det siger jo i sig selv meget at vi ikke har et egentlig begreb der kan oversætte det, og det er simpelthen fordi det ikke er en boligform vi ser ret ofte i Danmark. Men at bo i et gated community betyder, at bo i et indhegnet boligområde, der er beskyttet af vagter. Årsagen til at vi ikke har den boligform i Danmark (i hvert fald kun ganske få steder), er jo, heldigvis, fordi vi i Danmark ikke har så megen kriminalitet at det er nødvendigt at bo i beskyttede områder. 

Men det er desværre nødvendigt i Brasilien. I Sorocaba, som er en by på knap 600.000 indbyggere, findes der omkring 1.500 condomínios, hvoraf de 1.100 er vertikale (lejlighedskomplekser), og de 400 er horisontale (villakvartere). Som dansker vil man nok tænke, at disse områder kun er for de ekstremt rige brasilianere, der har råd til at have vagter til at passe på sit boligområde, men sådan forholder det sig ikke. Der findes mange forskellige slags condominios, som varierer fra at være små lejligheder med 1-2 værelser, til at være store villakvarterer med store palævillaer. De boliger der ikke ligger i condominios er også indhegnede, men her er selve grunden så hegnet ind med høje mure eller hegn. I de dyrere kvarterer er der desuden også private vagter, der sidder udenfor husene i døgndrift i små vagtskure.

Vi selv bor i et lille condominio med 25 huse indenfor lukkede mure. Man kommer ind i området via en dobbeltport, som kun kan åbnes af en vagt. Som beboer i området kan man selv åbne den yderste port med en fjernbetjening. Denne fjernbetjening har to knapper, hvoraf den ene åbner porten, og den anden signalerer til et specialteam i São Paulo at du er ved at blive kidnappet. Jeg håber virkelig aldrig at jeg får brug for den knap! Men det giver et hint om hvor slemt det står til med kriminaliteten her i Brasilien.

Indgangen til vores condominium er denne dobbeltport,
der kun kan åbnes af vagten 

Vi har en del venner som bor i Granja Olga, som er et af de større condominios her i Sorocaba. For at give et fornemmelse for hvor stort dette boligområde er, har jeg lavet en sammenligning med den lille landsby, hvor jeg voksede op som barn. Janderup er vel et meget godt eksempel på en typisk dansk villaforstad med skole, lidt erhverv og få indkøbsmuligheder. Jeg vil skyde på at der er omkring 3-400 boliger i Janderup. 

Granja Olga i Sorocaba er i omrids kun lidt større end Janderup, men har til gengæld ca. 1.600 boliger (har jeg hørt - er ikke dokumenteret!) fordelt i tre boligområder Olga I, II og III. Ved den ene indgang til Granja Olga ligger et stort shoppingmall med restauranter, butikker, cafeer mm.. Boligerne i Granja Olga er store, men grundene meget små (ca. 3-400 m2). Der er masser af grønne områder inden for området, med legepladser, tennisbaner o.lign.. Du har altså stort set alt hvad du behøver lige inden for rækkevidde.

At alt er hegnet ind har en utrolig stor betydning for, hvordan du oplever byen. Man ser ikke meget arkitektur, da de fleste bygninger er hegnet ind bag høje mure, så det generelle bybillede ser mere eller mindre sådan ud - desværre!

Caixa Eletrônico

Efter at have lært at bruge vores brasilianske netbank har jeg fundet ud af, at det egentlig fungerer meget godt. Ja det er lige før at jeg vil sige at det fungerer bedre end vores danske netbank! Hvor jeg i begyndelsen var i banken flere gange om måneden, er jeg efterhånden stort set aldrig i banken, da vi har fundet ud af at man kan klare det meste på netbank - man skal bare lige kunne læse hvad der står;-)

Hvis ikke man har en computer eller har adgang til internet (hvilket jeg kan forestille mig at mange ikke har), så er man faktisk også godt hjulpet af hæveautomaterne, der giver dig mulighed for at ordne de fleste af dine pengesager. Hæveautomaterne er altså ikke bare bare til at hæve kontanter, men her kan du betale dine regninger, indsætte kontanter på din konto, ansøge om lån mm.. Ret smart faktisk! Noget jeg dog ikke synes er så smart er, at man kun kan hæve penge på sit kort, fra din egen banks hæveautomat. Dog med undtagelse af "Banco24Horas", der kan tage de fleste kort. Her har du så ikke andre muligheder end at tjekke din konto eller hæve penge.

Der er altså ikke et fælles kortsystem, ligesom vi f.eks. bruger Dankort, der kan bruges overalt. Desuden kan man heller ikke hæve kontanter ved kassen i supermarkedet eller andre butikker, så den eneste mulighed for at hæve kontanter er enten i din egen bank, i bankens hæveautomat eller i en "Banco24Horas" automat. 

Det gav os lidt af et problem da vi for nyligt var på ferie i det nordlige Brasilien. Vi var på 5 dages ferie i en lille badeby, Pipa, ca. 80 km. syd for Natal, som er en af de største byer i Nord-øst Brasilien. I Brasilien er det ofte en god idé at have en del kontanter på dig, da det ikke er alle steder man kan betale med kort, og især ikke i det nordlige Brasilien, der ikke er så langt fremme i udviklingen som den sydlige del. Selvom vi da havde medbragt en del kontanter til Pipa, fik de hurtigt ben at gå på, så vi fik da lidt sved på panden da vi fandt ud af, at der ikke var en Itaú automat (vores bank) i byen, og at deres "Banco24Horas" havde lukket for et par år siden. Så vi stod pludselig uden penge til at betale taxaen, der skulle køre os til lufthavnen i Natal. Hmmm!

Men så er det jo godt at man er i et land, hvor folk er hjælpsomme og fleksible! Ejeren af det sted vi boede tilbød os derfor at hæve penge til os fra hendes personlige konto, og så skulle vi bare overføre pengene til hende fra vores netbank. Heldigvis blev det slet ikke nødvendigt at udnytte hendes gæstfrihed, da vi fik begrænsede vores kontantforbrug til et absolut minimum de sidste dage, og ventede med at betale chaufføren til vi ankom i lufthavnen, hvor vi vidste at der var en automat. 

Men til en anden gang - husk for guds skyld nok kontanter!

Arbejdssikkerhed - hvad er det?

Ved siden af pigernes skole/vuggestue har de i lang tid været i gang med at bygge et højhusbyggeri. Jeg har fulgt lidt med i byggeprocessen, da jeg synes det er interessant at se hvordan deres byggeskik er hernede. Og det er en noget langsommelig proces! Alle bærende dele og betondæk bliver støbt in-situ, dvs. der bliver bygget et træskelet, der, etage for etage, bliver fyldt op med beton. Når så betonskellet er støbt begynder de at bygge op med musten (ét lag), der er en anelse dybere end de musten vi har i Danmark, og så er det perforerede (ikke massive). Jeg har endnu ikke set et byggeri, hvor der bliver brugt færdigstøbte betonelementer (og der bliver bygget meget!), så jeg antager at dette er den normale byggeproces. Desuden er arbejdskraften i Brasilien også så billig, så jeg tænker at det også er en af årsagerne til at man byger på denne måde. Og det giver jo også en vis frihed i arkitekturen, da alt bliver formstøbt!

De er nu kommet så langt i byggeriet ved pigernes skole, at de er ved at pudse facaden op. Til dette formål har de opsat et noget alternativt stillads af nogle lægter, de er stukket ind i nogle nogle huller mellem murstenene. Oven på lægterne er der så lagt nogle brædder af meget tvivlsom kvalitet, som skal udgøre platformen.
Jeg fik mildest talt et chok en dag jeg kiggede op på byggeriet og pludselig så en mand komme krybende rundt om hjørnet på bygningen (man kan skimte ham midt på billedet til højre). Uden nogen form for sikkerhedsudstyr på. Hverken line, hjelm, sikkerhedssko eller lignende. Bare han selv og hans mørtel, som han skulle pudse på væggen. Og den procedure fortsætter så hele vejen op. Den del af byggeriet sem ses på billedet er ikke så højt, men der er en tilstødende del som bliver mere end 10 etager, or der ville jeg godt nok nødigt stå at pudse en væg, uden en line, og på et meget tvivlsomt stillads! Meu Deus! (som man ville sige på Brasiliansk)

Lidt flere lyde - knap så eksotiske...

Andre, knap så eksotiske, lyde der er meget karakteristiske her i Brasilien, er de mange reklamebiler/motorcykler, der kører rundt i gaderne og forurener luften med høje lydbølger af reklame for dit og dat!

I Brasilien bruger de fleste gas til komfuret og mange bruger det også til opvarmning af varmt vand. Man ser derfor jævnligt gasbilerne fra de forskellige gas-selskaber køre rundt med gas-tønderne på ladet, samtidig at de spiller en jingle, så man kan høre dem fra lang afstand. I starten troede jeg at det var naboen, der hele tiden spillede den samme melodi på klaveret. Man bliver jo hele tiden klogere:-)

De brasilianske forårslyde

Foråret er kommet til brasilien, og med dette byder naturen på en masse forunderlige lyde - mere eller mindre behagelige! En lyd der høres hver aften for tiden er fra cikaderne "Cigarras" der kan lave en så høj lyd, at det faktisk kan være umuligt at have vinduerne åbent pga. støj. Jeg synes det lyder ligesom når vandet koger på en gammendags the-kande. Bedøm selv på klippet nedenfor!

En anden og lidt mere farverig kile til høje lyde på denne tid af året er papegøjer. De er overalt og kan larme ret meget! Klippet nedenfor er taget en dag i sidste uge, hvor jeg sad på terassen. Pludselig fløj en flok på 5-6 stk papegøjer hen i vores palme, og et par af dem sloges. Meget eksotisk, lidt skræmmende og bestemt ikke noget man er vandt til blandt den danske fugleflok;-)

Brasiliens svar på København?

I forbindelse med et kulturarrangement i går, talte jeg med én af arrangørerne fra Sorocaba kommune. Da jeg fortalte at vi er fra Danmark, svarede han stolt, at de betragter Sorocaba som Brasiliens svar på København (som cyklistby)! Øhh?!

For mig siger det to ting:

1) København har et enormt stærkt brand som cykelby, og dette image er noget der er med til at sætte lille Danmark på landkortet. Et brand der er nået helt til Sorocaba! Derfor er det da også super ærgeligt at læse i nyhederne, at København er ved at miste denne profil.

2) Der er lang vej igen for cyklismen i Brasilien! Sorocaba har godt nok et temmeligt langt netværk af cykelstier - ca. 80 km sammelagt, men de har mere en funktion som motionsstier end som transportstier, og ærligt talt er det mit indtryk at det sjældent bliver brugt. Det er de færreste brasilianere der bruger cyklen som et transportmiddel, og de der gør, bruger cyklen fordi de ikke har råd til en bil. De brasilianere, der benytter cykelruterne til motionscyklisme, er derimod middel/overklassen, som har råd til en god cykel. Og netop denne gruppe vil absolut ikke køre til og fra arbejdet på en cykel.

Jo jeg synes at Sorocaba har et flot cykelnetværk, og når man har set andre brasilianske byer så er det bestemt et element der adskiller sig fra andre byer. Men før det virkelig skal have en funktion, før folk virkelig begynder at tage det i brug, både som transport- og motionsrute, så skal den kobles sammen med den resterende by. Jeg har selv ofte overvejet at cykle en tur, men jeg er aldrig kommet så langt, da jeg ikke er super begejstret for at tage cykelturen fra mit hus og hen til cykelstien. For der er ingen cykelbaner langs vejene! Og med den brasilianske trafik så er det med liv og lemmer som indsats!

Billedet her er taget af Izan Petterle fra hans blogindlæg om Sorocaba i National Geographic

En lillebitte bid af São Paulo

I går var vi en smut i São Paulo, da vi skulle have fornyet pigernes pas på det danske konsulat. 

Egentlig bor vi kun ca 100 km fra São Paulo (hvilket er meget tæt på i forhold til brasilianske afstande), men jeg har kun været der ganske få gange, og som regel blot for at køre til/fra lufthavnen. 

Det har egentlig heller aldrig tiltalt meget særligt meget at tage dertil med to små piger, men nu havde vi jo lige en mulighed for at se lidt af millionbyen. 

Vi havde fået et tip om at tage ind til højhuset Edificio Itália, hvorfra man har et super godt view over byen, fra restauranten øverst oppe. 

Klar til frokost på toppen af São Paulo!

Nederst et par billeder af udsigten over byen. Man får helt lyst til at bruge det gode, gamle udtryk "man kan ikke se skoven for bare træer", for det er mere eller mindre det samme hele vejen rundt. Det er svært at få øje på nogle enkelte kendetegn i mængden af højhuse, og hvis ikke det havde været for bjergene i baggrunden, ville man let kunne tro at byen bare forsatte i en uendelighed. Det er så sådan en metropol med 11 millioner indbyggere ser ud! - Eller 20 millioner, hvis man tager alle de sammenvoksede byer med. Der er ikke meget kønt over det, men alligevel et ret imponerende syn! 

Efter frokosten tog vi en smut ind i den gågade, der lå tæt ved restauranten. Hvis jeg skal være helt ærligt mindede det lidt om Sorocaba centrum. Masser af billige butikker, højt musik, og et vrimmel af mennesker.

Hmmm - hvad mon han laver deroppe? Ser fjernsyn?

 På den anden side af gågaden var parken Praca da República, som er en af de ældste parker i byen (fra 1889). Mange store, gamle gamle træer og et fint sø-anlæg med skildpadder (se på stenene). Et rigtigt hyggeligt grønt åndehul i den travle by.

På med gummihandsken!

Det var med lidt blandede følelser at vi i sidste uge sagde farvel til Zenaide, som har arbejdet hos os i mere end et år nu.
Selvom jeg virkelig har nydt altid at have et rent hjem, uden at skulle røre en finger, så har det også været lidt af en udfording for mig, at have en "fremmed" i vores hjem hele tiden. Selvom Zenaide jo bestemt ikke længere er fremmed for os, og det med tiden er blevet en vane at have hende her, så har jeg det stadig lidt mærkeligt med at have en fuldtidsansat i mit hjem. Måske er det bare fordi det ligger så langt fra vores danske kultur, og fra min lidt distancerende, danske personlighed?
Og da jeg jo ikke ligefrem har travlt med et arbejde eller har andet super vigtigt, der optager min tid i hverdagene, så har jeg egentlig også haft lidt dårlig samvittighed over bare at gå herhjemme og fise den af, mens hun rendte rundt med pudsekluden.

Når det så er sagt så kunne jeg nu heller ikke have undværet hende, især den første tid vi boede her, hvor alt var så nyt, pigerne var stadig kun babyer, og jeg kæmpede for at lære det pokkers svære sprog. Det første halve år var en temmelig ensom periode, hvor jeg ikke kendte nogen, kunne ikke kommunikere med folk omkring mig, og med to små babyer var det også lidt begrænset, hvor meget jeg var ude af huset. Så der var det helt sikkert dejligt at have hende til selskab, til at øve mit sprog med og til at hjælpe mig med pigerne.
Nu er pigerne blevet større og kræver ikke helt så meget af mig mere, de er ikke så ofte syge, jeg går ikke længere på sprogskole, så der er i det hele taget ikke længere så mange argumenter for at vi har en fuldtidsansat i vores hjem.
Hun har uden tvivl været en stor del af vores liv, så derfor var det også svært at skulle sige farvel til hende igen. Helt farvel siger vi nu heller ikke, for hun vil stadig gerne passe pigerne når vi har brug for det, og så er hun begyndt at arbejde hos vores naboer og gode venner, så hun er stadig tæt på.

Hvem behøver hushjælp, når man har to gode hjælpere:-)

Men nu er jeg så alene med husholdningen. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men faktisk nyder jeg helt at gøre rent i mit eget hjem, og føler endelig at jeg også bidrager lidt til familien. Ok "nyder" er måske et stort ord at bruge, men jeg har det i hvert fald godt med det.

Og bortset fra en opvaskemaskine der ikke virker, en vaskemaskine der kun vasker i koldt vand (og kræver en del kemikalier og forvask i hånden), en støvsuger, der ikke rigtig kan suge noget, og seks badeværelser der skal gøres rent, så går det egentlig meget godt!




Uden hushjælp bryder vi dog fuldstændig normen for et traditionelt, brasiliansk middel/overklasseliv.  Det er mere reglen end undtagelsen at de velstillede familier har ansat hjælp i huset både til at hjælpe med rengøring, madlavning, havearbejde, strygning, børnepasning mm. Eksempelvis har nogle af vores naboer, som bor i et hus magen til vores, hele tre (3!) fuldtidsansatte, hvoraf den ene bor hos dem. Èn til rengøring, én til madlavning og én til vaske- og strygetøj (brasilianere stryger altid ALT! Selv karklude, sokker og undertøj!). Typisk er husene i Brasilien indrettet med en særskilt afdeling til hushjælpen, hvor de f.eks. har deres egen indgang, eget badeværelse og måske et lille kammer hvor de kan sove.
Det er blot én af de ting der vidner om den kæmpe forskel der er mellem rig og fattig i Brasilien...

Det der med sproget...

Når man går en på en amerikansk fastfood restaurent i Brasilien, som f.eks. Burger King og bestiller en Cheeseburger , så skulle man vel egentlig tro, at de godt kunne forstå, hvad det er man vil have. Især når der ligefrem står skrevet "cheeseburger" på menuen. Men nej! Og af en eller anden grund bliver jeg ved med at begå den samme fejl, at tro at de forstår de amerikanske fastfood gloser. I stedet bliver jeg hver gang mødt med et tomt blik fra medarbejderen ved kassen, der frustreret prøver at finde en engelsktalenende kollega, der kan hjælpe med at oversætte. Og den engelsktalende medarbejder kan sjældent sige meget mere end "where are you from". Suk! Nogle gange er det bare nemmere at pege...

Selvom man i Brasilien har adopteret mange af de engelske begreber som cheeseburger og e-mail, så udtaler man det fuldstændig anderledes. For en cheeseburger udtales nærmere "schissbúrguer"med tryk på det første u, der udtales ligesom et dansk u. For så lige at gøre det endnu mere kompliceret, så udtales "schiss" (cheese) på samme måde som et X på portugisisk, så mange steder på burgerbarer står der bare X-búrguer. Og det er altså ikke fordi at ost hedder schiss på portugisisk, for ost hedder quijo. Så det er ikke lige umiddelbart til at gennemskue, at man får en burger med ost når man bestiller en X-búrguer, og det er heller ikke alle brasilianere der ved, hvorfor det hedder en X-búrguer - sådan er det bare! 
E-mail udtales "e-meaiou", Burger King er "Búrger Kingi", McDonalds er Makki-Donaus og Walmart er "Waumartji". Og kommer man til at udtale det på engelsk, er der ingen der forstår! Men det er jo bare en del af charmen ved at bo i et ikke engelsktalende land:-)

Japansk festival

I weekenden var det tid for den årlige japanske festival, der afholdes for at fejre den store, japanske population i Sorocaba. Festivalen bliver afholdt i den japanske bypark Parque Kasatu Maru, som ligger tæt på vores kvarter. Her var der opsat masser af små boder med japansk tingel-tangel, kimonoer, japansk mad, mm. På den anden side af floden var der opsat en stor scene, hvor der optrådte professionelle danse-artister fra hele verden. Vældig hyggeligt!

Vi fik lov at hilse på de søde politiheste:-)

Der var travlhed ved madboderne, hvor de på bedste japaner-vis 

havde gang i samlebånds-madlavningen. Mums!

Min dejlige familie:-)

Udsigt over den japanske park, Parque Kasatu Maru, prydet med japanske lamper og masser af festival-gæster.

Showet med dragerne var meget populært for børnene, og bagefter 

kom dragerne rundt i parken, med en stor børneflok bagefter.

En meget koncentreret Kaya der er ved at spise yakissoba med pinde:-)

Kan vi så få ro!

Nu er jeg altså ved at være godt træt af det sk... fyrværkeri! 1,5 måned har det stået på nu, og det vil åbenbart ingen ende tage.
Det startede med Festa Junina (juni festival), som er en festival der afholdes hele juni måned her i Brasilien. Det stammer oprindelig fra midsommer-festen eller Sankt Hans og er indført af portugiserne i kolonitiden, men i Brasilien er juni måned en vinter-måned, så det har sådan set ikke så meget med midsommer at gøre, men er nok mere en fest for at fejre livet på landet. Alle er klædt ud i typisk bonde-tøj (ternet skjorte, cowboy-bukser, støvler og stråhat) og der danses en form for square-dance, kaldet quadrilha. Her er pigerne klædt ud til den årlige Festa Junina på skolen.

I bund og grund er Festa Junina jo nok også et godt påskud for at få lov at feste en hel måned. For brasilianere elsker at feste! Og med til en hver fest hører, åbenbart, fyrværkeri! Og så er vi tilbage ved det, dette blogindlæg egentlig skulle handle om. Det sk... fyrværkeri!
Da juni måned blevet afsluttet med et kæmpe brag af fyrværkeri, troede vi at det nu endelig skulle være afslutningen på en hel måned med brag (der har skræmt pigerne fra vid og sans). Men efter Festa Junina fulgte så åbenbart en række meget vigtige fodboldkampe (hernede er alle fodboldkampe vist meget vigtige), og hver kamp skulle åbenbart lige markeres med kanonslag. Da et brasiliansk hold i sidste uge så vandt en meget stor fodboldturnering hernede (noget der minder om Champions League - har jeg fået fortalt), troede vi, igen, at dette dog måtte være enden på vanviddet. Men nej! Åbenbart er der flere af de der meget vigtige fodboldturneringer, og i går aftes (midnat) vandt så endnu et tilsyneladende meget populært fodboldhold (Palmeiras) i Copa do Brasil. Og det gav anledning til at brasilianerne festede hele natten lang med kanonslag, dyt, høj musik og råb. Heldigvis sov pigerne fra det i nat, men det gjorde vi ikke! Men NU må det da for pokker være slut med det sk... fyrværkeri!!!

Så lad mig dog køre til venstre!

Hvorfor må man dog aldrig dreje til venstre i dette land?!! Det giver virkelig bare ikke mening for mig. Dette skilt må absolut være et af de mest benyttede i dette land! Og nu må man så heller ikke længere køre til venstre i det trafikkryds der fører ned til vores vej, hvilket selvfølgelig gør mig endnu mere irriterende!
Men jeg forstår det bare ikke. Man har åbenbart ikke tiltro til at folk kan se sig for når de kører igennem et trafikkryds. Det eneste man, efter min mening, får ud af dette forbud er, at der kommer endnu mere trafik ind på de mindre veje. For hver gang man skal dreje til venstre er man nødt til at lave en retorno (retur), hvor man bliver ledt igennem sidegaderne for at krydse den vej, hvorfra man vil dreje til venstre (som jeg har prøvet at illustrere på min lille skitse;-)). Tit bliver man nødt til at køre en temmelig indviklet omvej for at komme over på den anden side af vejen. Og én ting er helt sikkert! Når du så vil tilbage igen kan du ikke regne med at kunne køre samme vej som den du kom fra. Det gælder virkelig om at havde en god stedsans - eller en god/opdateret GPS for at finde rundt - desværre har jeg ingen af delene...

Vores nye husdyr

Nu har den efterhånden boet i vores baghave et halvt års tid, så jeg tror ikke den har tænkt sig at flytte sig! Vores nye hysdyr, Nephila (Golden Orb Web Spider), har tilsyneladende fundet sig det perfekte bosted mellem vores palmer i baghaven.
Og her er hun så! 15-20 cm lang fra forben til bagben.

Jeg må indrømme at jeg ikke er super begejstret for vores nye husdyr, men hvordan kommer man lige af med sådan en fætter?
Her er en lille film af en Nephila, der er i gang med at fortære en fugl! Måske er den ikke helt ufarlig?

Hurra for at bo i et tropisk land!

Og til far:
Den bor nede i dit rygehjørne, så vi skal nok få den afskaffet inden du kommer på besøg;-)

Hverdagens små udfordringer

Nogle gange kan de mest simple, små hverdagsopgaver synes som lidt af en udfordring for mig. Især når det er noget, der handler om at jeg skal ringe til nogen og bede om noget, eller forklare noget på portugisisk. Det med sproget er ikke så slemt, når bare man står ansigt til ansigt med den man taler med, for så man jo også sine hænder som hjælp til at forklare sig med. Men i telefonen afhænger dem udelukkende af mine taleevner.

For snart 2500 km siden begyndte min bil at fortælle mig, at den gerne ville til et eftersyn, og da jeg længe nok har ignoreret min bils venlige anmodning, hver gang jeg starter den, var det vist på tide at få gjort noget ved det! Jeg fik vores søde naboer til at finde en adresse på et værksted, og kørte derud i formiddags for at aftale en tid. Værkstedet ligger i den modsatte ende af byen, så det ville da helt sikkert have været smartest at bare at ringe og bestille en tid, men da jeg altså stadig er lidt telefonforskrækket valgte jeg at køre helt derud. Jeg skulle nemlig også lige forklare lidt om nogle småting på bilen, der skal repareres samtidig. Da jeg så kommer derud og går hen til damen ved skranken, ringer hun bare op til en mand (mekanikeren), giver mig telefonrøret og beder mig om lige selv at forklare ham, hvad der skal laves - i telefonen. Fedt. Med en møg dårlig forbindelse. Men! Det lykkedes mig at forklare ham det hele uden nogle problemer (tror jeg), og jeg har nu en aftale på mandag kl. 9:-)

Så i min egen lille sejrsrus fik jeg også lige ordnet et par andre telefoniske hængepartier, som også lykkedes OK! Det er jo egentlig slet ikke så slemt, det sprog...

En god søndagstradition

Jeg må nok indrømme at min irritation/frustration over Brasilien til tider overskygger de gode ting der jo selvfølgelig også er ved at bo her. Men det handler jo i virkligheden også meget om den proces det er, at flytte til en fremmed kultur, lære et nyt sprog, og finde ud af hvordan alting fungerer herude!
Men efterhånden som tiden går, og vi nu har boet her i mere end et år, så synes jeg faktisk også at vi er begyndt at få noget, der minder om en normal hverdag.
Noget af det vi nyder meget ved at være udstationeret er, at vi absolut ingen forpligtelser har i weekenderne. Der skal ikke gøres rent, ordnes have, handles ind til næste uge eller andet praktisk, som mange børnefamilier jo nok lige får ordnet i weekenden, hvor de har tiden til det. For os er weekenderne kvalitetstid for familien! Vores største problem indtil nu har nok været, at vi ikke har kendt byen og området godt nok til at vide, hvad man kan tage sig til i weekenderne. Og der kommer min irritation over Brasilien igen frem, for jeg synes virkelig det er svært at finde frem til hvad der er af attraktioner i og omkring Sorocaba. Der synes ikke at være et turistkontor i byen, selvom det er en by på godt 600.000 indbyggere!! Men selvom det tilsyneladende ikke er noget man i Sorocaba har tænkt sig at reklamere så meget med, så er der jo faktisk alligevel nogle gode ting at tage sig til i byen. Det er dog, (efter at have boet her i et år) lykkedes mig at finde en hjemmeside, der viser alle attraktioner i og omkring Sorocaba. Den kan ses her.
For eksempel er der ret mange gode legepladser, hvor der er masser af liv i weekenderne.

Legepladsen ved Sorocabas kommunalbibliotek. En kæmpe legeplads

beliggende i grønne områder. Her er fyldt med folk i weekenderne,

 og mange holder picnic der.

Parque da Biquinha er en lille hyggelig park med en super fin legeplads,
rigt fugleliv og mange forskellige planter. En lille intim og rolig park.

I søndags var vi en tur i den park, som ligger lige ved siden af pigernes skole. Hver søndag er der levende musik, små boder og forskellige aktiviteter for børn. Det er afholdt af Sorocaba kommune og er ganske gratis! Jeg ved virkelig ikke hvorfor vi ikke har været der så tit, for vi kan faktisk høre musikken fra vores have hver søndag! Efter at have tilbragt sidste søndag formiddag i parken, har vi besluttet at vi må gøre det til en god søndagstradition:-)

Så er der Bossonova!

Forskellige aktiviteter for børn

Det var ikke til at få pigerne ud af hoppeborgen igen!

Kaya venter på at få et ballondyr. Ved siden af er der borde, hvor børn kan male deres egne malerier.

Japansk madbod

Middagsmad i det grønne

Kaya tager en slapper i hængekøjen