Så lad mig dog køre til venstre!

Hvorfor må man dog aldrig dreje til venstre i dette land?!! Det giver virkelig bare ikke mening for mig. Dette skilt må absolut være et af de mest benyttede i dette land! Og nu må man så heller ikke længere køre til venstre i det trafikkryds der fører ned til vores vej, hvilket selvfølgelig gør mig endnu mere irriterende!
Men jeg forstår det bare ikke. Man har åbenbart ikke tiltro til at folk kan se sig for når de kører igennem et trafikkryds. Det eneste man, efter min mening, får ud af dette forbud er, at der kommer endnu mere trafik ind på de mindre veje. For hver gang man skal dreje til venstre er man nødt til at lave en retorno (retur), hvor man bliver ledt igennem sidegaderne for at krydse den vej, hvorfra man vil dreje til venstre (som jeg har prøvet at illustrere på min lille skitse;-)). Tit bliver man nødt til at køre en temmelig indviklet omvej for at komme over på den anden side af vejen. Og én ting er helt sikkert! Når du så vil tilbage igen kan du ikke regne med at kunne køre samme vej som den du kom fra. Det gælder virkelig om at havde en god stedsans - eller en god/opdateret GPS for at finde rundt - desværre har jeg ingen af delene...

At få leveret en vaskemaskine...

... uden at kunne sige andet på portugisisk end "não falo Português" (jeg taler ikke portugisisk), er lidt af en udfordring. Nu er Kim jo begyndt på arbejde, så nu er det mig, der må stå for de praktiske ting i huset:-S Ikke desto mindre har vi nu fået både komfur og vaskemaskine! Jeg prøvede at forklare at vi gerne skulle have det installeret også, men svaret på det var bare, at de lige pillede plastikmarkaterne af... Godt at jeg har en praktisk mand! Nu virker vaskemaskinen i hvert fald, og kører allerede på højtryk. Første vask dog kun vasket i skyllemiddel, som vi troede var sæbe (ups!).

Vores køkken - nu med hvidevarer!

Vores bryggers - nu med vaskemaskine!

Dagen i går bød også på en gåtur i området, som igen var lidt en udfordring pga. fotovene i meget varieret kvalitet. Vi troede bare at vi kunne gå en smut ned i parken, men det er altså helt umuligt med en kæmpe tvillingeklapvogn. Jeg er kommet til den konklusion at vi så bare må tage bilen de 500 meter ned til parken, og så går derfra...

På vejen ned til parken mødte vi en mand, der prøvede at forklare os et eller andet, som ifølge min parlør betød enten noget med mor eller trafik, og det endte med at vi blev helt nervøse og troede at det betød at det var for farligt at gå på vejene. Til sidst løb han væk for - åbenbart - at hente sin bil, og da han kom kørende tilbage viste det sig at han bare ville sælge os noget honning! De portugisiske ord minder utroligt meget om hinanden i udtalen, så det giver anledning til lidt sprogforvirring:-)

På gåtur i vores condominium

I går aftes vovede jeg mig for første gang ud i den brasilianske trafik i vores store lejebil, da min mor og jeg kørte en tur ned i Esplanada Shopping, som er et kæmpe shoppingcenter med 160 butikker og en helt masse restauranter. Butikkerne i Brasilien har åbent til kl. 22 alle ugens 7 dage, og der er altid masser af liv. Det er meget normalt at spise ude om aftenen, og det er helt almindeligt at have sine børn med til langt ud på aftenen - selv nyfødte. Men da brasilianerne (også Kim) arbejder til kl. 18 hver dag, og typisk har lang transporttid, er det nok meget naturligt at børnene kommer senere i seng end vi er vandt til i Danmark. Det er også planen at vi skal have Kaya og Sofie ind i en ny rytme, hvor de kommer senere i seng og sover mere om dagen, men det tager vi lige i etaper...

Olá Brasil!

Så kom den længe ventede afrejsedag! Efter to dages pit-stop i Varde kom dagen, som vi har ventet på i et halvt år. Underligt nok var det med helt ro i sjælen og god mavefornemmelse at vi kørte mod Billund lufthavn d. 28/4 kl. 16.30, men måske var det fordi det gav en vis tryghed at vide, at min mor skulle med derud og hjælpe os på plads.
Kim var taget til lufthavnen på forhånd for at tjekke os og vores 9 (gulp!!) stk bagage ind, så vi kunne komme afsted i ro og mag.

Alt vores bagage!

Første etape af rejsen gik til Frankfurt, hvor vi skulle vente i 2 timer for at komme med flyet mod Brasilien. Hele turen gik over al forventning, og begge piger klarede det super flot! De fik hver en vugge i flyet, så de kunne ligge ned og sove, og det gav ro til os alle. I lufthaven i São Paulo kom vi forrest i køen både til paskontrol og bagagekontrol - der skal da være fordele ved at have små børn med:-) I løbet af ingen tid havde vi fået alt vores bagage, fundet vores chauffør og proppet bilen med alt vores bagage, og så var det afsted mod Sorocaba.

Netop ankommet til São Paulo

Sorocaba ligger ca. 100 km fra São Paulo, så i teorien skulle det jo ikke tage så lang tid. Jeg var blevet advaret om at trafikken i São Paulo er helt forfærdeligt, men jeg havde nok alligevel ikke regnet med at vi ville bruge 2 timer på at køre udenom byen. Det tog os over tre timer at køre fra lufthavnen til Sorocaba, så vi var godt trætte, sultne og tørstige da vi endelig nåede frem til det hotel, som vi skulle bo på de første par dage.
Vi ankom til hotellet kl. 10, så det var lige i tide inden Kim skulle mødes med vores ejendomsmægler, for at underskrive lejekontrakten på vores hus. Heldigvis ankom hun først til "Brasil-time", så Kim havde lige en times tid til at slappe af inden hun var der. Brasilianerne har et meget afslappet forhold til tid, så man skal aldrig forvente at de er der når man har aftalt det.
Klokken 13.30 hentede Kim vores udlejningsbil, og kl. 17 var vi med vores relocation-agent ude for at se huset, som vi skal bo i de næste to år. Puha! En meget hektisk dag efter en lang rejse, men hvor var det da dejligt endeligt at se vores hus! Og det levede 100 % op til forventningerne:-)

Udsigten fra vores terrasse i soveværelset:-)

Det har været et par hektiske dage med en masse nye indtryk, men heldigvis har vi nogle seje tøser og en god mormor-hjælp (jeg ved ikke hvordan vi havde klaret det uden hende!!). Og så har jeg bare verdens sejeste mand, der har tjek på det hele:-)