På med gummihandsken!

Det var med lidt blandede følelser at vi i sidste uge sagde farvel til Zenaide, som har arbejdet hos os i mere end et år nu.
Selvom jeg virkelig har nydt altid at have et rent hjem, uden at skulle røre en finger, så har det også været lidt af en udfording for mig, at have en "fremmed" i vores hjem hele tiden. Selvom Zenaide jo bestemt ikke længere er fremmed for os, og det med tiden er blevet en vane at have hende her, så har jeg det stadig lidt mærkeligt med at have en fuldtidsansat i mit hjem. Måske er det bare fordi det ligger så langt fra vores danske kultur, og fra min lidt distancerende, danske personlighed?
Og da jeg jo ikke ligefrem har travlt med et arbejde eller har andet super vigtigt, der optager min tid i hverdagene, så har jeg egentlig også haft lidt dårlig samvittighed over bare at gå herhjemme og fise den af, mens hun rendte rundt med pudsekluden.

Når det så er sagt så kunne jeg nu heller ikke have undværet hende, især den første tid vi boede her, hvor alt var så nyt, pigerne var stadig kun babyer, og jeg kæmpede for at lære det pokkers svære sprog. Det første halve år var en temmelig ensom periode, hvor jeg ikke kendte nogen, kunne ikke kommunikere med folk omkring mig, og med to små babyer var det også lidt begrænset, hvor meget jeg var ude af huset. Så der var det helt sikkert dejligt at have hende til selskab, til at øve mit sprog med og til at hjælpe mig med pigerne.
Nu er pigerne blevet større og kræver ikke helt så meget af mig mere, de er ikke så ofte syge, jeg går ikke længere på sprogskole, så der er i det hele taget ikke længere så mange argumenter for at vi har en fuldtidsansat i vores hjem.
Hun har uden tvivl været en stor del af vores liv, så derfor var det også svært at skulle sige farvel til hende igen. Helt farvel siger vi nu heller ikke, for hun vil stadig gerne passe pigerne når vi har brug for det, og så er hun begyndt at arbejde hos vores naboer og gode venner, så hun er stadig tæt på.

Hvem behøver hushjælp, når man har to gode hjælpere:-)

Men nu er jeg så alene med husholdningen. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men faktisk nyder jeg helt at gøre rent i mit eget hjem, og føler endelig at jeg også bidrager lidt til familien. Ok "nyder" er måske et stort ord at bruge, men jeg har det i hvert fald godt med det.

Og bortset fra en opvaskemaskine der ikke virker, en vaskemaskine der kun vasker i koldt vand (og kræver en del kemikalier og forvask i hånden), en støvsuger, der ikke rigtig kan suge noget, og seks badeværelser der skal gøres rent, så går det egentlig meget godt!




Uden hushjælp bryder vi dog fuldstændig normen for et traditionelt, brasiliansk middel/overklasseliv.  Det er mere reglen end undtagelsen at de velstillede familier har ansat hjælp i huset både til at hjælpe med rengøring, madlavning, havearbejde, strygning, børnepasning mm. Eksempelvis har nogle af vores naboer, som bor i et hus magen til vores, hele tre (3!) fuldtidsansatte, hvoraf den ene bor hos dem. Èn til rengøring, én til madlavning og én til vaske- og strygetøj (brasilianere stryger altid ALT! Selv karklude, sokker og undertøj!). Typisk er husene i Brasilien indrettet med en særskilt afdeling til hushjælpen, hvor de f.eks. har deres egen indgang, eget badeværelse og måske et lille kammer hvor de kan sove.
Det er blot én af de ting der vidner om den kæmpe forskel der er mellem rig og fattig i Brasilien...

Brasilianere er helt fantastiske!

Jeg bliver altså lige nødt til at udtrykke min meget store begejstring for det brasilianske folkefærd! Vi har kun boet her en måned nu, og jeg føler mig allerede hjemme - både her i vores condominium og på pigernes skole. Man bliver altid mødt af store smil, udstrakte arme og kindkys, så man kan da ikke blive andet end i godt humør!
I går havde jeg en hel dag sammen med vores nye hushjælp, Zenaide, og hun er da virkelig også bare en livsbekræftende personlighed. Hun er et stort smil og synger i vilden sky mens hun gør rent, så man kan ikke undgå at få et smil på læberne:-) I går blev hun en time længere end aftalt, og så vidt jeg kunne forstå på hende var det fordi hun syntes at der var så beskidt at hun ikke kunne gå fra det. Hehe - ja det siger lidt om vores hjem... Nu er der skinnende rent! Det er jo ellers ikke ligefrem som om hun tjener ret mange penge. Vi betaler hende 650 R$ (ca. 2000 kr.) om måneden for at være her 6 timer hver dag, og så tror jeg endda at det er en rimelig høj løn for en hushjælp herude. Men når man tænker på at leveomkostningerne i Brasilien er temmelig høje - ja faktisk på højde med danske priser, så har hun godt nok ikke mange penge at gøre med. Udover de 2000 kr. betaler vi så hendes skat (ca. 20 %) og transportudgifter og så får hun en månedlig basispakke med fødevarer, der bl.a. indeholder ris, bønner, olie og sukker. Det er helt almindeligt at give som en del af lønnen i Brasilien.
I dag skulle vi gerne få en levering af møbler, som jeg har bestilt fra Tok & Stok på internettet. Det er jo altid lidt spændende om man får sine ting, og især når det er bestilt på nettet, men jeg sidder håbefuldt i mit hjem og venter:-) Det bliver dejligt at få lidt flere møbler til at udfylde vores ret tomme hjem! På fredag skulle containeren med vores personlig ting fra Danmark også komme til havnen i Santos, så det bliver helt fantastisk! Så er det bare spændende, hvor lang tid containeren skal vente i tolden...

Så begynder det søde liv :-)

Første måned i Brasilien er snart ved at være gået, og der er sket så helt utroligt mange ting - på godt og ondt! Den 17. maj tog min mor hjem til Danmark igen (en dag forsinket pga. flyproblemer!), så nu er vi overladt til os selv:-( Ligesom hun var taget afsted blev Kaya og jeg syge - Kaya med tre-dages-feber og jeg bare forkølet. Det har taget det meste af en uge at komme ovenpå igen - en frygtelig uge hvor jeg havde begge piger hjemme fra vuggestue, og skulle passe et sygt barn og samtidig underholde et barn i hopla! Kim er jo først hjemme fra arbejde kl. 18.30, så dagene har været uendelig lange!
Mandag startede pigerne i vuggestue igen, og jeg prøvede at holde mig lidt mere væk fra dem. Sofie havde stadig lidt svært ved at undvære sin moar, men det går egentlig bedst når jeg ikke er der! I dag er vi så kommet så langt, at jeg bare kan aflevere dem i vuggestue kl. 8, og hente dem igen kl. 12 uden problemer! Det er helt fantastisk, og jeg troede nærmest aldrig det ville lykkes! I dag er den første dag hvor jeg er hjemme - ellers har jeg opholdt mig på skolen, så jeg kunne komme med det samme hvis Sofie gik helt i panik, men det har slet ikke været nødvendigt, for de har bare klaret det så flot! Når vi henter dem kl. 12 kan vi se, hvor meget de hygger sig derovre, og de er begge blevet så glade for pædagogerne, at de rækker ud efter dem når vi afleverer dem om morgenen. Det gør mig bare så glad:-)
I dag er på mange måder en stor dag. Det er min første dag alene hjemme i huset, og så er det i dag at vores nye hushjælp, Zenaide, er startet! En ældre dame på 54, som har arbejdet hos en af vores naboer tidligere, så hun kender huset:-) Hun virker rigtig sød og gik igang med at gøre rent med det samme da hun kom ind ad døren! Heldigvis behøver jeg ikke at fortælle hende hvad hun skal gøre - det er jo også lidt svært, da jeg ikke kan kan ret mange ord på portugisisk, og hun kan intet på engelsk. Det er lidt en udfordring, men samtidig en mulighed for mig til at øve sproget:-) Jeg har det helt dårligt med at hun skal igang med vores kaotiske hjem, så jeg har været ved at rydde lidt op inden hun kom. Det virker måske lidt fjollet, men jeg er jo ikke vandt til at have nogle til at gøre rent for mig:-)  Vi har ansat Zenaide til at gøre rent hos os fra 8-14 hver dag, så hun ordner alt! Rengøring, opvask, vasketøj, strygetøj, madlavning - you name it! Det er da bare fantastisk!
Så i dag begynder mit liv som expat-wife for alvor:-) Nu skal jeg bare have lagt en plan for mine dage, så jeg får mest muligt ud af dem!