Hverdagens små succeser!

Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)

Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!

Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.

Relancering og 6 mdr. status

Jeg må desværre nok indrømme, at mine ambitioner om at lave min egen hjemmeside i et lækkert design, ikke liiige bliver i denne omgang. Efter mit forholdsvist korte bekendtskab med iWeb (et hjemmeside-program på min elskede Mac), må jeg desværre kapitulere og indrømme, at det nok alligevel ikke er det smarteste program i verden. For selvom jeg tit har bandet og svovlet over det rigide blogger-format, så har blogger jo nok alligevel sine forcer, som selv et smart Mac-program ikke kan matche. Så jeg beklager ulejligheden til mine læsere, og håber at I vil følge med på denne blog - igen...

Når det så er sagt så må jeg da også beklage, at der har været usandsynligt stille på bloggen den sidste måneds tid. Det vil jeg prøve at råde bod på! For Jer hårdtarbejdenede og travle danskere kan det måske være svært at forstå når jeg skriver, at jeg (som hjemmegående husmor!) har haft en masse at se til på det sidste. Og ja det er jo i virkeligheden en dårlig undskyldning, for jeg kunne nok godt have klemt et lille blogindlæg ind imellem de daglige gøremål. 

Men det er blevet hverdag her i Brasilien! Dagene tager hinanden og inden vi får set os om har vi faktisk allerede boet her i 6 måneder! Ja ret præcis d. 29/10 er det et halvt år siden vi trådte ned på brasiliansk grund. Det er virkelig ikke til at begribe, hvor tiden er blevet af, og jeg kan ærlig talt blive helt stresset over at tænke på at vi skal hjem igen om 1½ år, til en hverdag med 2 fuldtidsjobs, 2 institutionsbørn, rengøring, madlavning, madpakker, mm. Ja alt det der kræves af en travl, dansk børnefamilie. 

Det sætter i virkeligheden meget godt danskernes levevis i perspektiv på både godt og ondt. For selvom jeg ofte kan irritere mig over den laissez-faire holdning der hersker her i Brasilien, så kan det da også være befriende nogle gange, at alting ikke skal gå så pokkers stærkt. Et lille eksempel på forskellene i arbejdskultur er Kims beskrivelser af, når Rasmus og ham småløber hen til kaffemaskinen efter en kop kaffe, så kommer de brasilianske kollegaer slentrende lige så langsomt... Og hvorfor er det at vi danskere altid føler at vi har så travlt så travlt? Og kan den travlhed i virkligheden betale sig, når man tænker på alle stress-symptomer og længerevarende sygemeldinger, der ofte er en følge heraf? Eller går det så i virkeligheden så bare lige op? Jeg siger ikke at jeg foretrækker den brasilianske model, men måske man kunne finde en gylden middelvej, så man samtidig med at udføre et godt stykke arbejde, også kan bevare livskvaliteten og glæden ved arbejdet.

Nok med småfilosofi herfra! Man skal jo leve i nuet og glæde sig over det man har lige nu! Og det gør jeg så sandelig også:-) Jeg nyder at have god tid om morgenen, og spise morgenmad med min dejlige familie, at have Mette-tid hver formiddag, og at hygge mig med mine piger, fra jeg henter dem ved middagstid. Det er livskvalitet for mig lige nu!