Det der med sproget...

Når man går en på en amerikansk fastfood restaurent i Brasilien, som f.eks. Burger King og bestiller en Cheeseburger , så skulle man vel egentlig tro, at de godt kunne forstå, hvad det er man vil have. Især når der ligefrem står skrevet "cheeseburger" på menuen. Men nej! Og af en eller anden grund bliver jeg ved med at begå den samme fejl, at tro at de forstår de amerikanske fastfood gloser. I stedet bliver jeg hver gang mødt med et tomt blik fra medarbejderen ved kassen, der frustreret prøver at finde en engelsktalenende kollega, der kan hjælpe med at oversætte. Og den engelsktalende medarbejder kan sjældent sige meget mere end "where are you from". Suk! Nogle gange er det bare nemmere at pege...

Selvom man i Brasilien har adopteret mange af de engelske begreber som cheeseburger og e-mail, så udtaler man det fuldstændig anderledes. For en cheeseburger udtales nærmere "schissbúrguer"med tryk på det første u, der udtales ligesom et dansk u. For så lige at gøre det endnu mere kompliceret, så udtales "schiss" (cheese) på samme måde som et X på portugisisk, så mange steder på burgerbarer står der bare X-búrguer. Og det er altså ikke fordi at ost hedder schiss på portugisisk, for ost hedder quijo. Så det er ikke lige umiddelbart til at gennemskue, at man får en burger med ost når man bestiller en X-búrguer, og det er heller ikke alle brasilianere der ved, hvorfor det hedder en X-búrguer - sådan er det bare! 
E-mail udtales "e-meaiou", Burger King er "Búrger Kingi", McDonalds er Makki-Donaus og Walmart er "Waumartji". Og kommer man til at udtale det på engelsk, er der ingen der forstår! Men det er jo bare en del af charmen ved at bo i et ikke engelsktalende land:-)

Hverdagens små udfordringer

Nogle gange kan de mest simple, små hverdagsopgaver synes som lidt af en udfordring for mig. Især når det er noget, der handler om at jeg skal ringe til nogen og bede om noget, eller forklare noget på portugisisk. Det med sproget er ikke så slemt, når bare man står ansigt til ansigt med den man taler med, for så man jo også sine hænder som hjælp til at forklare sig med. Men i telefonen afhænger dem udelukkende af mine taleevner.

For snart 2500 km siden begyndte min bil at fortælle mig, at den gerne ville til et eftersyn, og da jeg længe nok har ignoreret min bils venlige anmodning, hver gang jeg starter den, var det vist på tide at få gjort noget ved det! Jeg fik vores søde naboer til at finde en adresse på et værksted, og kørte derud i formiddags for at aftale en tid. Værkstedet ligger i den modsatte ende af byen, så det ville da helt sikkert have været smartest at bare at ringe og bestille en tid, men da jeg altså stadig er lidt telefonforskrækket valgte jeg at køre helt derud. Jeg skulle nemlig også lige forklare lidt om nogle småting på bilen, der skal repareres samtidig. Da jeg så kommer derud og går hen til damen ved skranken, ringer hun bare op til en mand (mekanikeren), giver mig telefonrøret og beder mig om lige selv at forklare ham, hvad der skal laves - i telefonen. Fedt. Med en møg dårlig forbindelse. Men! Det lykkedes mig at forklare ham det hele uden nogle problemer (tror jeg), og jeg har nu en aftale på mandag kl. 9:-)

Så i min egen lille sejrsrus fik jeg også lige ordnet et par andre telefoniske hængepartier, som også lykkedes OK! Det er jo egentlig slet ikke så slemt, det sprog...

To små brasilianere!

I dag er lidt af en mærkedag for os. I dag har vores to piger nemlig levet størstedelen af deres liv i Brasilien! Lige præcis én dag mere i Brasilien end i Danmark. Men betyder det så at de er mere brasilianere end danskere?

For mig vil de selvfølgelig helt klart altid være danske børn, selvom de selvfølgelig bliver påvirket af brasiliansk kultur hver eneste dag. Det er sjovt at følge, hvordan de udvikler deres sprog i en sjov sammenblanding af portugisiske og danske ord, og jeg er helt overbevist om, at de forstår det meste af, hvad der bliver sagt til dem - både på portugisisk og dansk. De elsker ris og bønner, som brasilianerne spiser hver eneste dag, og, selvsagt, elsker de al den friske frugt og juice som de får masser af i vuggestuen.

Lige præcis det med sproget har jeg været lidt bekymret for - eller måske mere bare lidt spændt på. Hindrer det dem i deres sproglige udvikling, og kan de ikke finde ud af at skille de to sprog fra hinanden? Det er ikke til at vide, men det bekymrer mig nu ikke så meget mere. Det må jo bare tage den tid det tager. Så længe jeg kan mærke en udvikling næsten daglig, så er det vel ikke helt skidt;-)

Egentlig er jeg glad for at de var så små da vi rejste herud, for på den måde tror jeg mere at de falder dem naturligt at leve i en anden kultur, og tale et andet sprog. En anden fordel er, at de har endnu ikke været så bevidste om det de mangler fra Danmark - vores familie og venner. De lever bare i nuet og nyder at være sammen med de mennesker der omgiver dem i hverdagen.

For pokker hvor går tiden dog bare hurtigt! Da vi flyttede herud var pigerne så små, at de ikke engang kunne sætte sig op uden hjælp. Nu spæner de rundt (tit i hver sin retning!), de er begyndt at snakke lidt, og de er så bevidste om hvad der foregår rundt omkring dem hele tiden. Fantastisk!

Hverdagens små succeser!

Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)

Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!

Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.

Bestået eksamen!

Jeg har nu gennemført første niveau af portugisisk på Berlitz, med en bestået prøve:-) Det betyder at jeg nu har haft 60 lektioner, men spørgsmålet er, om jeg nu forstår ret meget mere end for 3 måneder siden? Hmmm... 

Jeg synes portugisisk er et enormt svært sprog, med en forfærdelig masse bøjninger af verber! Nu var det jo nok en fordel, at jeg havde hørt lidt bedre efter, da min far gennemgik de latinske verber for mig som barn...

Når alt kommer til alt er der jo nok alligevel sket en lille udvikling i min sprogforståelse, og jeg er da efterhånden ved at kunne gøre mig forståelig herude.

Som et lille eksempel på, hvor vanskeligt et sprog det er, har jeg taget et billede af min lærebog, hvor bøjningen af Falar (at tale) er eksemplificeret. 

Indtil videre har vi kun lært bøjningerne i nutidsform, så der er lang vej igen! 

Vi er nu (Ditte og jeg) startet på niveau 2, men dog knap så intenst som hidtil, hvor vi har haft 3 timers undervisning 3 dage om ugen. Så mon ikke jeg lærer det sprog engang?

At få leveret en vaskemaskine...

... uden at kunne sige andet på portugisisk end "não falo Português" (jeg taler ikke portugisisk), er lidt af en udfordring. Nu er Kim jo begyndt på arbejde, så nu er det mig, der må stå for de praktiske ting i huset:-S Ikke desto mindre har vi nu fået både komfur og vaskemaskine! Jeg prøvede at forklare at vi gerne skulle have det installeret også, men svaret på det var bare, at de lige pillede plastikmarkaterne af... Godt at jeg har en praktisk mand! Nu virker vaskemaskinen i hvert fald, og kører allerede på højtryk. Første vask dog kun vasket i skyllemiddel, som vi troede var sæbe (ups!).

Vores køkken - nu med hvidevarer!

Vores bryggers - nu med vaskemaskine!

Dagen i går bød også på en gåtur i området, som igen var lidt en udfordring pga. fotovene i meget varieret kvalitet. Vi troede bare at vi kunne gå en smut ned i parken, men det er altså helt umuligt med en kæmpe tvillingeklapvogn. Jeg er kommet til den konklusion at vi så bare må tage bilen de 500 meter ned til parken, og så går derfra...

På vejen ned til parken mødte vi en mand, der prøvede at forklare os et eller andet, som ifølge min parlør betød enten noget med mor eller trafik, og det endte med at vi blev helt nervøse og troede at det betød at det var for farligt at gå på vejene. Til sidst løb han væk for - åbenbart - at hente sin bil, og da han kom kørende tilbage viste det sig at han bare ville sælge os noget honning! De portugisiske ord minder utroligt meget om hinanden i udtalen, så det giver anledning til lidt sprogforvirring:-)

På gåtur i vores condominium

I går aftes vovede jeg mig for første gang ud i den brasilianske trafik i vores store lejebil, da min mor og jeg kørte en tur ned i Esplanada Shopping, som er et kæmpe shoppingcenter med 160 butikker og en helt masse restauranter. Butikkerne i Brasilien har åbent til kl. 22 alle ugens 7 dage, og der er altid masser af liv. Det er meget normalt at spise ude om aftenen, og det er helt almindeligt at have sine børn med til langt ud på aftenen - selv nyfødte. Men da brasilianerne (også Kim) arbejder til kl. 18 hver dag, og typisk har lang transporttid, er det nok meget naturligt at børnene kommer senere i seng end vi er vandt til i Danmark. Det er også planen at vi skal have Kaya og Sofie ind i en ny rytme, hvor de kommer senere i seng og sover mere om dagen, men det tager vi lige i etaper...