Der er nogen der siger, at det snart er jul!

Det er i dag d. 13. december, og kun 11 dage til jul. Familien (mor, far og svigerfar) sidder i skrivende stund i flyveren på vej til São Paulo, hvor de ankommer tidligt i morgen, så de kan fejre jul sammen med os her i Brasilien.
Vi er endelig ved at være ovenpå igen efter endnu en omgang med sygdom over næsten hele linjen. Overalt er der julemusik i højttalerne, man bliver ønsket "Feliz Natal" når man kører ind til Esplanada Shopping, og der har i flere uger været en laaang kø af børn, der venter på at blive fotograferet sammen med Julemanden (Papai Noel) på shoppingcentrets store juletorv. Og så har vi faktisk og været til årets første (og helt sikkert eneste) danske julefrokost, med sild, snaps, flæskesteg, rødkål, og hvad der nu ellers hører sig til en rigtig dansk julefrokost.
Meeen! Samtidig er der også store bannere der reklamerer for den nyeste sommermode, for december måned er jo også starten på den brasilianske sommer. Så julemænd og bikiniudslag står side om side, og det er der det klasher lidt for mig. For selvom jeg på ingen måder savner de danske, råkolde vintermåneder, hvor man nogle dage knapt nok ser dagens lys, så kan jeg jo ikke komme uden om, at det alligevel, i mit hoved, hænger sammen med jul.

Jeg sidder bestemt ikke og bliver sentimental, for nu har jeg jo i mange år levet sammen med en notorisk julehader, der altid har ønsket sig til "de varme lande" i julen, så jeg er ikke ligefrem vandt til at der bliver gjort så meget ud af december-jule-hyggen i vores lille hjem.  Men nu er vi jo ikke bare os to længere, og selvom pigerne stadig er for små til at vide, hvad det med julen drejer sig om, så syntes jeg alligevel, at jeg blev nødt til at oppe mig lidt, og få pyntet lidt op til jul, så vi måske kan komme lidt i julestemning.
Jeg fik derfor opstøvet det sidste (!) juletræ de havde i Wal-mart i det pureste plastik, for den nette sum af 100 danske kroner. Jeg har så brugt hele eftermiddagen, mens pigerne fik deres eftermiddagslur, til at pynte juletræ. Lidt en underlig oplevelse at sidde i 32 grader, godt svedig, mens jeg prøver at finde ud af at sætte det ny-indkøbte plastikjuletræ op. Det er altså lettere sagt end gjort! Man køber sådan et plastikjuletræ i en lille papkasse på en halv meters længde, og undrer sig over, hvordan i alverden det nogensinde bliver til et træ på 1,80 meter. I kassen er der tre dele, der skal samles, og bagefter skal alle "grenene" så foldes ud. Puha sikke et arbejde!!! Men det smarter med sådan nogle ståltråds-grene er jo, at man altid kan justere på træet, så det står helt perfekt!

Her er det ny-pyntede juletræ så! Og det smarte ved et plastik-juletræ er jo, at vi kan bruge det igen til næste år;-)

Hverdagens små succeser!

Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)

Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!

Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.

Det brasilianske sundhedsvæsen

Så har vi igen et sygt barn! Jeg tror det må være 5. eller 6. gang at Kaya er syg siden vi flyttede her til Brasilien, men det er jo bare en af "glæderne"ved at være småbørnsfamilie;-) Desværre for Kaya har hun endnu engang fået blærebetændelse, den lille stakkel:-( 

Det har derfor været anledning til at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med det brasilianske sundhedssystem, som for mig at se er lidt et cirkus at finde rundt i! 

Én ting er, at man her i Brasilien ikke, som i Danmark, har en alment praktiserende læge, som man kan tage til med alle slags skavanker man nu måtte have. Jeg vidste egentlig godt at det ikke er i så mange andre lande end Danmark, at man har dette system, men jeg har aldrig selv stiftet bekendtskab med andre sundhedssystemer end det danske før.

Som så mange andre ting her i Brasilien, vil jeg ikke ligefrem kalde deres sundhedsystem for effektivt, men det fungerer dog trods alt i sidste ende. Om ikke andet er det da med til at holde beskæftigelsen oppe! Men hold dog op hvor jeg savner en helt almindelig dansk familielæge, som kan tage sig af alle familiemedlemmernes skavanker!

Her i Brasilien foregår det på denne måde: Man tager altid til en speciallæge og bliver behandlet, f.eks. en gynækolog, en øre-næse-hals læge eller en øjenlæge. For mig at se er det noget forvirrende, for man ved vel ikke altid på forhånd hvilket "speciale" ens skavank hører ind under?! Desuden kan lægerne vel heller ikke have så stor indsigt i patienternes sygehistorie, hvilket vel også kan betyde at de kan overse nogle signaler fra patienterne. Som ikke-Brasilianer og tilflytter i landet giver det samtidig nogle udfordringer at finde ud af, hvilken læge man skal tage til, og jeg er bare glad for at jeg ikke har haft behovet for det endnu!

Kaya og Sofie har en børnelæge, og hun tager sig jo da trods alt af alle dele af kroppen! Meeen! Hun giver ikke vaccinationer, tager ikke blodprøver eller urinprøver eller andet i den retning. Det gør ingen af lægerne. For dette skal man tage et andet sted hen, som er specialiseret inden for det. For at blive vaccineret skal man således på et vaccinationscenter, og for at få taget urinprøver, skal man tage hen på et laboratorium, der er specialiseret inden for dét! Det var vi så i går med Kaya, og det tog dog også et par timer og en del kørsel rundt i byen, for at få hende undersøgt for blærebetændelse. 

Er det bare mig der synes at det er et cirkus, eller hvad?!

Besøg i Brasiliens første hovedstad

Vores anden feriedestination var Salvador, hvor vi ankom d. 8/11, efter 6 super dejlige solskinsdage i Rio de Janeiro.
Men jeg må jo nok indrømme at jeg blev en smule skuffet, da vi ankom til Salvador, som jeg hjemmefra havde glædet mig rigtig meget til at se og opleve. Salvador er Brasiliens første hovedstad, og byen er præget af mange smukke bygningsværker og storslåede kirker i barokstil, og byen er da også UNESCO-bevaret, og har derfor fået midler til at istandsætte den gamle bydel. Meeen - der er nu lang vej igen! Byen bød på enorme konstraster mellem de smokt renoverede bygninger fra kolonitiden, side om side med de meget faldefærdige 1900-tals bygninger, som kunne falde sammen når som helst.

Danske byfornyelsesprojekter kommer helt til at falme ved siden af, og kommer til at virke helt bagatelliserede i forhold til. Men når man tænker på hvor mange andre problemer de har at slås med i Brasilien, - især i de nordlige stater, hvor de er betydeligt fattigere, så kan man jo nok alligevel godt forstå, at byforskønnelse ikke er det allervigtigtiste. Alligevel kan jeg dog godt ærgre mig over, at en by som Salvador, der har en så betydelig historie for Brasilien, ikke er blevet bedre bevaret.

Min begejstring for byen blev da heller ikke styrket af, at de regnede de første 4 dage af vores ferie. Da det endelig blev godt vejr, dagen inden vi skulle derfra, blev jeg berøvet, mens jeg var alene ude på en lille fotoekskursion i området omkring vores hotel. Det kostede mit elskede NIKON kamera og min iPhone:-(
Vi nåede da heldigvis at have halvanden dag i dejligt solskinsvejr ved poolen, hvor vi kunne nå at slikke til sol inden turen gik tilbage til Sorocaba.
Det blev ikke til så mange billeder fra Salvador, da mit kamera jo desværre blev hugget, men her er da et par stykker fra den gamle bydel.

Første besøg fra Danmark og ferie!

De var længe ventede, - vores første gæster fra Danmark, siden min mor rejste hjem igen for et halvt år siden! Men 1. november fik vi endelig besøg af farmor og Gert, og det må absolut siges at være gensyns glæde! Jeg var lidt spændt på, hvad pigerne ville sige til at se deres farmor igen, og om de overhovedet kunne genkende hende, men jeg er ret overbevist om, at de godt vidste, hvem hun var. Om ikke andet kunne de jo nok genkende hendes stemme fra vores samtaler på Skype...

Den store kuffert med LEGO, som de havde medbragt fra Danmark, vakte i hvert fald absolut begejstring :-) Jeg tror aldrig jeg har hørt Kaya grine så højlydt før!

Allerede dagen efter deres ankomst til Sorocaba tog vi afsted mod Rio de Janeiro, som var første destination på vores 12 dages ferie. I Rio boede vi på Hotel Arpoador Inn i første række ud til Ipanema - bestemt et anbefalelsesværdigt hotel, med en fantastisk beliggenhed!

Når man rejser med to små børn bliver det jo selvsagt på deres præmisser, så det blev ikke til de store sightseeings i byen, men mere nogle hyggelige dage ved stranden, hvor vi havde god tid til at opleve den helt specielle stemning i Rio. Og Rio er godt nok noget helt andet end Sorocaba! En helt fantastisk by, og jeg glæder mig allerede rigtig meget til at komme tilbage dertil i december, når vi endnu engang får besøg fra DK:-)

Kayas og Sofies første strandtur nogensinde blev på Ipanema:-) Og til trods for Kayas angst for sand de første par dage, (som dog blev overtrumfet af begejstringen for de store bølger), så har vi sandelig fået os to vandhunde!

Farmor og pigerne på Ipanema

Vi nåede selvfølgelig også en tur op til Kristus statuen, hvilket var en storslået oplevelse! Her er vi hele familien:-)

Og man kan jo ikke tage til Rio uden at have slænget sig på Copacabana! Sukkertoppen i baggrund var Kim og jeg oppe at se helt alene (!), mens farmor og Gert passede børn:-)

Den berømte belægning på Copacabana

I Tirsdags gik ferien så videre til Salvador i det nordlige Brasilien. Desværre har vi gråvejr, så det er ikke lige badevejr, men til gengæld har Salvador en masse kulturelle oplevelser at byde på! Salvador var Brasiliens første hovedstad, og har en smuk gammel bydel med masser af kirker i barokstil. 

Relancering og 6 mdr. status

Jeg må desværre nok indrømme, at mine ambitioner om at lave min egen hjemmeside i et lækkert design, ikke liiige bliver i denne omgang. Efter mit forholdsvist korte bekendtskab med iWeb (et hjemmeside-program på min elskede Mac), må jeg desværre kapitulere og indrømme, at det nok alligevel ikke er det smarteste program i verden. For selvom jeg tit har bandet og svovlet over det rigide blogger-format, så har blogger jo nok alligevel sine forcer, som selv et smart Mac-program ikke kan matche. Så jeg beklager ulejligheden til mine læsere, og håber at I vil følge med på denne blog - igen...

Når det så er sagt så må jeg da også beklage, at der har været usandsynligt stille på bloggen den sidste måneds tid. Det vil jeg prøve at råde bod på! For Jer hårdtarbejdenede og travle danskere kan det måske være svært at forstå når jeg skriver, at jeg (som hjemmegående husmor!) har haft en masse at se til på det sidste. Og ja det er jo i virkeligheden en dårlig undskyldning, for jeg kunne nok godt have klemt et lille blogindlæg ind imellem de daglige gøremål. 

Men det er blevet hverdag her i Brasilien! Dagene tager hinanden og inden vi får set os om har vi faktisk allerede boet her i 6 måneder! Ja ret præcis d. 29/10 er det et halvt år siden vi trådte ned på brasiliansk grund. Det er virkelig ikke til at begribe, hvor tiden er blevet af, og jeg kan ærlig talt blive helt stresset over at tænke på at vi skal hjem igen om 1½ år, til en hverdag med 2 fuldtidsjobs, 2 institutionsbørn, rengøring, madlavning, madpakker, mm. Ja alt det der kræves af en travl, dansk børnefamilie. 

Det sætter i virkeligheden meget godt danskernes levevis i perspektiv på både godt og ondt. For selvom jeg ofte kan irritere mig over den laissez-faire holdning der hersker her i Brasilien, så kan det da også være befriende nogle gange, at alting ikke skal gå så pokkers stærkt. Et lille eksempel på forskellene i arbejdskultur er Kims beskrivelser af, når Rasmus og ham småløber hen til kaffemaskinen efter en kop kaffe, så kommer de brasilianske kollegaer slentrende lige så langsomt... Og hvorfor er det at vi danskere altid føler at vi har så travlt så travlt? Og kan den travlhed i virkligheden betale sig, når man tænker på alle stress-symptomer og længerevarende sygemeldinger, der ofte er en følge heraf? Eller går det så i virkeligheden så bare lige op? Jeg siger ikke at jeg foretrækker den brasilianske model, men måske man kunne finde en gylden middelvej, så man samtidig med at udføre et godt stykke arbejde, også kan bevare livskvaliteten og glæden ved arbejdet.

Nok med småfilosofi herfra! Man skal jo leve i nuet og glæde sig over det man har lige nu! Og det gør jeg så sandelig også:-) Jeg nyder at have god tid om morgenen, og spise morgenmad med min dejlige familie, at have Mette-tid hver formiddag, og at hygge mig med mine piger, fra jeg henter dem ved middagstid. Det er livskvalitet for mig lige nu!

Lidt om Brasilien og brasilianere

Her er lige et lille indlæg om nogle af mine første indtryk af brasilianere og Brasilien.

10 punkter, der kendetegner en brasilianer:

1. taler i mobiltelefon som var det en walkie-talkie - Ja man tror det er løgn, og det ser simpelthen så dumt ud!
2. snakker meget - og hurtigt! Det portugisiske sprog har utrolig mange ord for samme betydning.
3. er utrolig hjælpsom, og vil gøre alt for at hjælpe - også selvom det ikke altid gør situationen bedre
4. kommer altid for sent til aftaler - og forventer heller ikke at du kommer til tiden. Man kan jo altid skyde skylden på trafikken...
5. er helt vilde med fyrværkeri - de skyder fyrværkeri af hele tiden - også om morgenen på hverdage. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvorfor...
6. bruger enormt meget vand! De går bl.a. i bad 2 gange om dagen, og så bruger de helt vildt meget vand når de gør rent. Også fliserne udenfor får gerne en tur med vandslangen et par gange om ugen.
7. går meget op i sine tænder og tandhygiejne - På mange restauranter er der tandtråd og mundskyl på toiletterne, og man ser enormt mange med bøjle - børn som gamle.
8. bruger store mænger sukker - brasilianerne synes at vi er meget mærkelige, når vi drikker kaffe el. juice uden sukker!
9. er meget sociale og elsker at gå ud - Det er meget normalt at gå på restaurant til frokost, og shoppingcentrene er fyldte af mennesker helt til kl. 22 om aftenen - også børn.
10. er dårlig til at overholde aftaler - tingene sker altid først “amanhã” (i morgen) - især Kim er ikke så begejstret for denne “egenskab”, da det giver store problemer engang imellem;-)

Og så lige 10 ting om Brasilien:

1. Der er enorm stor forskel på rig og fattig - de rige har rigtig meget, og de fattige har meget lidt. Mindstelønnen i Brasilien er 510 $R (knap 1.700 kr.) og ca. 1/3 af landets befolkning får mindstelønnen el. mindre. Mindstelønnen er for en arbejdsuge på 44 timer, vel at mærke! F.eks. får gartneren, som arbejder i vores condominium, kun 550 $R (ca. 1800 kr) om måneden for en 44 timers arbejdsuge. En lærer på pigernes privatskole får ca. 850 $R om måneden (ca. 2800 kr.)
2. Det er normalt at man får en Cesta Basica oveni sin løn, hvilket også er lidt af et fortidslevn. En Cesta Basica er en “basispakke” der indeholder fødevarer til en hel måned for én familie. Indholdet i sådan en pakke kan f.eks. være: ris, bønner, sukker, olie, mel, kaffe og mælk. (I Brasilien er der kun langtidsholdbart mælk).
3. Det er et dyrt land at leve i - biler, møbler, elektronik, hvidevarer og tøj koster stort set det samme som i Danmark - eller mere - , til trods for at lønningerne generelt er lavere. Men til trods for at alt er dyrere er kvaliteten meget ringere. Plastic-fantastic!
4. Der er en kæmpe importafgift, så alle ikke-brasilianske varer er enormt dyre - f.eks. koster LEGO ca. 3 gange så meget som i Danmark. Et legehus, som sælges i ToysRus i USA for 1250 kr, sælges i Brasilien for 8575 kr. Det er næsten 7 gange så meget for det samme legehus!
5. Arbejdskraften er billig, hvilket især ses i servicefagene, hvor der ofte er overbemandet frem for underbemandet. Der er derfor generelt et højt serviceniveau - f.eks. har supermarkederne ansatte til at pakke varerne i poser, på tankstationerne får man fyldt op af en tankpasser, i tøjbutikkerne render ekspedienterne i hælene på én (irriterende!), osv. I håndværksfagene bliver mange ting gjort manuelt - f.eks. er det almindeligt at opføre bygninger med in-situ støbt beton, hvor bygningen først er bygget op i et træskelet. Det tager en evighed at bygge huse hernede...
6. Bilerne kan både køre på benzin og ethanol - Brasilien har en stor sukkerproduktion, og ethanol er derfor billigt brændstof. Meget miljøvenligt og samtidig uafhængig af olielandende.
7. Inflationen er høj, så pengene bliver hurtigt mindre værd. Det er almindeligt, at brasilianerne handler ind for en hel måned af gangen, da pengene hurtigt taber værdi, så det er en rigtig dårlig idé at tage i supermarkedet de første dage i måneden, medmindre du har tænkt dig at bruge hele dagen på det;-) Inflationen er dog ikke så høj længere som den har været, så brasilianernes handle-vaner er mere et levn fra år tilbage.
8. Der er høj kriminalitet, hvilket betyder at alt er hegnet ind, og der er meget politi på gaden. F.eks. skal man igennem to porte, for at komme ind i vores condominium, så man bliver sluset igennem, og der sidder en vagt ved porten 24 timer i døgnet. Vi har en fjernbetjening til porten med to knapper - én til at åbne porten, og én til at slå alarm i tilfælde af kidnapning! Hvis man trykker på knap nr. 2, bliver der tilsendt en specialstyrke fra São Paulo, så man skal være temmelig opmærksom på ikke at trykke på knappen ved et uheld!
9. Skoletiden er på 5 timer om dagen - gennem hele skoleforløbet inkl. highscool. Alle skoler har 2-hold-skift, hvilket betyder, at man kan vælge at have sit barn i skole om morgenen fra 8-13 eller om eftermiddagen fra 13-18. Kayas og Sofies vuggestue har åbent fra kl. 7-19 alle hverdage, og man kan enten vælge en formiddagsplads, en eftermiddagsplads, eller en heldagsplads. Nogle børn er altså i vuggestue 12 timer hver dag!
10. Der er et enormt gammeldags banksystem. For det første er der ingen betalingsservice, så man kan ikke melde sine regninger til en automatisk overførsel. Der er godt nok netbank, men man kan kun betale 1500 $R om dagen vi netbank, så alle store regninger skal betales i banken. Desuden er der sat begrænsninger på, hvor store beløb man kan betale med sit kort. Det kan godt give problemer når man køber ting som f.eks. møbler! 

Der er sikkert mange andre ting at skrive om, men her var lige nogle af vores første indtryk. Generelt vil jeg dog sige at vi er blevet mødt med enorm stor venlighed og hjælpsomhed. Brasilianere er utroligt åbne og gæstfri mennesker, hvilket kan opveje mange af de mindre positive ting ved Brasilien.

1 års fødselsdag

Det er slet ikke til at forstå at der allerede er gået et helt år siden vores to små piger kom til verden. Det er godt nok en kliche at sige det, men hvor blev tiden dog af? Og så alligevel er der jo sket en hel del i vores liv på det år, hvor vi har haft vores to skønne prinsesser. Vi har sagt farvel til vores liv i Danmark for at prøve lykken her i Brasilien, hvor pigerne jo nu allerede har levet 1/4 af deres liv! 

For mig var det helt specielt at skulle fejre det første år i pigernes liv, og det gav anledning til at tænke tilbage på, hvordan det var lige pludselig at blive en familie på 4. Selvom det er lidt sørgmodigt at tænke på, at vores to piger snart ikke er babyer længere, så er det nu alligevel rart nok at være nået hertil. For hvor har det dog været et hårdt år! Jeg syntes det var hårdt da vi stod midt i det, men når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg slet ikke, hvordan vi klarede det! Men vi havde selvfølgelig også masser af bedstemødrehjælp :-)

Selvom vi jo ikke kan prale af at have en kæmpe omgangskreds her i Brasilien (endnu!), så lykkedes det os alligevel at få samlet en ret stor flok til fødselsdagsfest. 17 personer blev det til, så det synes jeg da egentlig var meget godt klaret! Ditte og Rasmus havde besøg af Dittes søster og svoger, så de blev selvfølgelig også inviteret med, og så var der 5 Siemens-folk herude for at hjælpe til med produktionsopstarten, så de kom også med:-) Det er jo lidt sjovere at holde fest, når der er nogle gæster, selvom vi dog savnede vores familie og venner fra Danmark.

Vi havde en rigtig hyggelig dag med fødselsdagsboller, varm kakao, kagemænd, lagkage, flag og fødselsdagssang - rigtig traditionel dansk fødselsdagsfest! Så det kunne da ikke have været meget bedre:-) Her er et par billeder fra dagen(e):

Familiedag på skolen

Lørdag var der familiedag på pigernes skole - et åbenthus arrangement med forskellige aktiviteter, udstillinger og boder. Arrangementet startede kl. 9.30 lørdag morgen, hvor alle forældre og elever samledes ved skolens store boldbane. Har skulle vi starte dagen med lidt morgengymnastik - desværre var det lidt svært at deltage med et barn på armen;-)

Efter morgengymnastikken - som for øvrigt var en meget god og uformel måde at åbne dagen på - kunne forældrene frit besøge børnenes klasseværelser, og se hvad de går og laver til dagligt. 

I vuggestuen fik vi lov til at komme med ind i tumlerummet, og pædagogerne viste os lidt af, hvad de plejer at lave/lege derinde. Det var rigtig dejligt at se, at pigerne rigtig nyder at være der, og de ville lige så gerne være hos pædagogerne som hos os! Især var det dejligt at se at Sofie trives der, for hun havde meget svært ved at falde til i starten. Kaya faldt stort set til med det samme, så hende har vi ikke været så bekymrede for;-)

Dia dos pais

På søndag er det Dia dos Pais (fars dag), og det er virkelig noget de gør en masse ud af her i Brasilien! De har i flere uger haft reklame for fars dag på store posters i byen, og alle butikker har særlige fars dags tilbud! 

Også i skolen har de gjort meget ud af fars dag, og det er mere end en måned siden jeg fik opkrævet penge til en gave fra pigerne (det vidste Kim selvfølgelig ikke:-)) 

Jeg har været meget spændt på, hvad det mon kunne være, for det er jo første gang de rigtig har lavet noget selv. Kim blev også temmelig overrasket da han modtog to fine gaver og kort fra pigerne, da vi hentede dem i dag til middag. For en sjælden gangs skyld var han med nede i vuggestuen for at hente dem i dag, så det var jo god timing!

Her er så et billede af de fine gaver, som vores piger HELT selv har lavet til deres far. Jeg er MEGET stolt:-)

Lidt indtryk af byen

Nu er det vist på tide at skrive lidt om mine første indtryk af Sorocaba by - selvom det ikke er den mest interessante by i verden...

Jeg har lidt svært ved at skrive om, hvordan brasilianske byer typisk ser ud, da jeg ikke har været i andre brasilianske (eller sydamerikanske) byer endnu, men jeg har indtryk af, at Sorocaba er en ret almindelig, mellemstor brasiliansk by. Og så ligger den nok endda i den bedre ende, hvad angår udvalg af restauranter, butikker, uddannelsesmuligheder og - ikke mindst - kriminalitetsrate! 

Som alle jo nok ved er kriminaliteten i Brasilien høj, og det var nok også en af de hyppigeste informationer vi fik hjemmefra, da vi fortalte at vi skulle flytte til Brasilien. Tør I godt det!!? Efter at have set filmen Cidade de Deus (City og God) kan jeg nu også godt forstå hvor bekymringen kommer fra! En yderst anbefalelsesværdig film for øvrigt...

Det er da også ret tydeligt i bybilledet at kriminalitetsraten er høj, for alle huse er indhegnede, og i de finere kvarterer sidder der desuden vagter udenfor husene. For at komme ind i vores condominium skal man sluses igennem to porte, og tjekkes af en vagt, og gæster får kun lov til at komme ind med tilladelse fra den pågældende beboer. Så jeg føler mig ganske tryg i vores hjem! 

I Sorocaba har der været en stor indsats mod kriminaliteten i de senere år, hvilket betyder at det faktisk er en temmelig sikker by at bo i. Og en blåøjet dansker som mig, der kommer fra totalt trygge rammer i det danske samfund, kan slet ikke forstå at det skulle være nødvendigt med alt det sikkerhedsudstyr:-)

Men ikke desto mindre sætter det stor præg på bybilledet at stort set alt er indhegnet med gitre eller høje mure.

Jeg kan ikke forestille mig at der er særlig store byggerestriktioner, eller krav til arkitektonisk udformning - her kører det vist mere efter princippet “har du penge, så kan du få...”. Her er lidt billeder fra midtbyen, hvor man tydeligvis ikke arbejder med skilte- og facadevejledninger;-)

Sorocaba har gennemgået en ret storstilet (efter brasiliansk standard) byforskønnelse, og det kan da også godt ses på de store avenuer og offentlige parker i byen. Noget der dog stadig præger byen negativt, er de store elmaster, som er langs hver eneste vej i byen! Det skærer i øjnene på en urban designer! Inde i gågaderne er alle ledninger dog trods alt gravet ned... Nedenstående billede taler vist for sig selv. Maste-kaos!

Faktisk er der i byen også et ret omfattende cykel-stisystem, der efter sigende skulle være det 2. største i Brasilien - næstefter Rio. Jeg har medbragt min cykel fra Danmark, så der kommer nok et blogindlæg om cykelstierne på et senere tidspunkt;-)

En hyggelig dag i Zoo

Sorocaba har en rigtig hyggelig zoologisk have, som (iflg. Wikipedia) er den 2. største zoo i Sydamerika, hvad angår dyrearter. Der er også enormt mange fugle i Sorocaba Zoo, så det er nok med til at tælle op;-)

Det er en rigtig fin zoologisk have, med et stort parkområde og en kæmpe sø med små abe-øer, og da vi kan komme ind for den nette sum af 20 kr. for hele familien, så kan man vist godt tillade sig at komme der ofte:-)

Kaya og Sofie elsker at kigge på alle dyrene, men de er faktisk selv en lige så stor attraktion for de andre gæster! Brasilianere elsker børn, og tvillinger er ret sjældne herude, så det er ret populært at komme gående med to tvillingepiger:-)

Rugbrød

Godt nok har jeg fundet ud af, at man kan købe rugbrød i supermarkederne hernede - og det smager faktisk også fint nok, men det koster en formue! 35 kr for 7 skriver rugbrød importeret fra Tyskland. Så er det vist også betalt!

Jeg har derfor begivet mig ud i selv at bage rugbrød, og har for første gang i mit liv lavet en surdej! Og så er det endda blevet en succes (i hvert fald i andet forsøg;-)).

Brasilianere spiser ikke gerne groft brød, så størstedelen af det brød man kan købe er hvidt brød. Det er heller ikke så vigtigt for brasilianerne at få nogle fibre i brødet, for de spiser bønner stort set hver dag, hvilket har et højt fiberindhold. Jeg er dog ikke den store fan af bønner, så jeg foretrækker den danske model med groft brød.

Kim spiser på restaurant hver dag til frokost, og pigerne får varmt mad til frokost i vuggestuen, så derfor har vi nu indført dansk frokostbord til aftensmad herhjemme! Det er næsten ligesom at være i Danmark, bortset fra at vi mangler leverpostej, makrel i tomat og remoulade ;-) Måske bliver leverpostejsbagning mit næste eksperiment?

Bestået eksamen!

Jeg har nu gennemført første niveau af portugisisk på Berlitz, med en bestået prøve:-) Det betyder at jeg nu har haft 60 lektioner, men spørgsmålet er, om jeg nu forstår ret meget mere end for 3 måneder siden? Hmmm... 

Jeg synes portugisisk er et enormt svært sprog, med en forfærdelig masse bøjninger af verber! Nu var det jo nok en fordel, at jeg havde hørt lidt bedre efter, da min far gennemgik de latinske verber for mig som barn...

Når alt kommer til alt er der jo nok alligevel sket en lille udvikling i min sprogforståelse, og jeg er da efterhånden ved at kunne gøre mig forståelig herude.

Som et lille eksempel på, hvor vanskeligt et sprog det er, har jeg taget et billede af min lærebog, hvor bøjningen af Falar (at tale) er eksemplificeret. 

Indtil videre har vi kun lært bøjningerne i nutidsform, så der er lang vej igen! 

Vi er nu (Ditte og jeg) startet på niveau 2, men dog knap så intenst som hidtil, hvor vi har haft 3 timers undervisning 3 dage om ugen. Så mon ikke jeg lærer det sprog engang?

En banan er ikke bare en banan...

Jeg var en smut i Carrefour her til morgen for at købe nye forsyninger af rengøringsprodukter til Zenaide. Der ryger altså nogle flasker sulfo når man får gjort rent hver dag, og mit indtryk er at brasilianere generelt er ret begejstrede for at bruge meget rengøringmiddel! Og ét produkt til hver en ting... Jeg tog lige et billede af de produkter som jeg skulle købe til hende (som er blevet opbrugt på en måneds tid)- dette er blot et udvalgt af de rengøringsprodukter som pt. befinder sig i bryggersskabet:

I det hele taget er der bare meget mere af alting i supermarkederne hernede. Særligt frugt og grønt fylder en stor del af butikken, hvilket jo er klart nok, da man kan få mange flere frygter og grøntsager end i Danmark... Jeg har aldrig før tænkt på at man kan få forskellige sorter af f.eks. bananer, men hernede er en banan ikke bare en banan. Jeg tror de har omkring 8-9 forskellige slags bananer her i Carrefour. Og så koster de næsten ingenting - 9 store bananer for 7 kr! Det er godt når man har en meget stor banan-spiser i huset (Sofie;-)).

Banan-udvalget i Carrefour

Det samme gør sig gældende for udvalget af citrusfrugter. De mest almindelige appelsiner her er faktisk grønne...

Store mængder af løg og hvidløg!

Og her kom vi så til en af de 4 (!) gange med rengøringsprodukter i alverdens mærker og dufte! Hvis bare det dufter godt er det jo nok rent... Men taget i betragtning at man sjældent bruger varmt vand til at gøre rent med, og at vaskemaskiner også kun vasker i koldt vand - ja så er det jo også nødvendigt med nogle skrappe sager!

... og ris og bønner bliver serveret til så godt som enhver ret i brasilien, så det har de selvfølgelig også meget af på hylderne! Jeg tror aldrig før jeg har set 10 kg. poser med ris/bønner...

På plads

I weekenden blev det endelig tid til at få vores ting på plads, hængt billeder og hylder op, og få gjort pigernes værelse lidt hyggeligere. Her er et par billeder af vores hjem...

Køkken/alrum

 Pigernes værelse og badeværelse

Stue/legehjørne

 Spisestue

 Tv-stue

Gangen mellem stue og køkken/alrum, med udgang til haven

I weekenden fik vi også snakket lidt mere med nogle af vores naboer, og var inde og besøge dem i deres hjem. Det er nogle rigtig søde og hjælpsomme mennesker, og de har to piger på 1 og 4 år, så måske en legekammerat til Kaya og Sofie? Jeg håber vi kommer til at se mere til dem!

Vi spurgte vores naboer om de vidste, hvor vi kunne finde nogle trævarer, som vi bla. skal bruge til at skrue nogle ting ind i væggen, og indramme et billede, som vi har med hjemmefra. De kiggede meget undrende på os, og kunne ikke rigtig forstå, hvorfor vi skulle bruge træ. De fortalte så, at her i Brasilien er det ikke normalt at man selv ordner de praktiske ting i hjemmet, men man ringer altid efter en professionel. Brasilianere bryder sig ikke om at gøre ting selv. Her er det jo så heller ikke så dyrt at få en håndværker, som det er i Danmark! Så giver det også bedre mening at det ikke er til at finde byggematerialer nogen steder!

I weekenden blev Sofie desværre syg med feber, så hun har ikke været i vuggestue i går og i dag. Heldigvis er hun i bedring i dag, og er næsten feber-fri. Men hold da op hvor er det hårdt at have syge børn hele tiden!