Onsdag i sidste uge blev pigernes første dag i vuggestue på skolen Colegio Ser. Egentlig havde vi først reserveret vuggestuepladser til pigerne til august, men for at få tid og ro til at lære portugisisk, valgte vi, at de skulle starte i vuggestue allerede nu.
Nu har de så været i vuggestue i 6 dage, og jeg har efterhånden fået et godt indblik i, hvordan en brasiliansk vuggestue/privatskole fungerer. Kaya og Sofie har en halvdagsplads, som er 6 timer hver dag. Der er ca. 20 børn i vuggestuen, hvoraf nogle kun er der om formiddagen fra 7-13, nogle er der om eftermiddagen fra 13-19, og nogle er der hele dagen. Jeg tror at der er ca. 14 børn om formiddagen, - den yngste er 6 mndr og de ældste er 2 år. Lidt sjovt er det, at der er 3 hold tvillinger inkl. Kaya og Sofie, så næsten halvdelen af børnene er tvillinger. Det må siges at være ret usædvanligt, da tvillinger i Brasilien er meget sjældne. Måske har det noget at gøre med, at det er velstillede folk der har deres børn i privatskole?
Beth (udtales Beethji:-)) er den daglige leder af vuggestuen, og er en utrolig sød ældre dame, der (som den eneste) forstår en lille smule engelsk. Det lykkes mig da at få kommunikeret rimeligt godt med hende, selvom der til tider er nogle misforståelser. Hun har et utroligt godt tag på børnene, og de er meget trygge ved hende. Hvert barn har fået en dagbog, og heri skriver Beth, hvad de har fået at spise i løbet af dagen, hvornår og hvor længe de har sovet, hvilke aktiviteter de har deltaget i, om de har været i bad (det kommer de dagligt!) samt hvornår og hvor ofte de er blevet skiftet, og om det var puh-puh eller pih-pih:-)
 |
| Sofie sammen med Beth |
Der er 4-5 "pædagoger" til at passe børnene - lege med dem, pusle dem, made dem mm. Det er ret tydeligt at de får ordrer fra Beth om, hvad de skal gøre, hvordan og hvornår. Det er nogle rigtig søde piger, som har et godt tag på børnene, og der er især én pige som Kaya og Sofie er rigtig glade for:-) Hun har også tilbudt at være barnepige for dem om eftermiddagen, hvis vi får brug for det engang imellem. Det er jo godt at vide:-)
 |
| Der bliver leget i tumlerummet! |
 |
Kaya hyggede sig fra 1. dag. Her sammen med
Graciella,som begge piger er rigtig glade for. |
Der er også en sygeplejerske i vuggestuen. Hun holder bl.a. øje med børnene når de sover - jeg ved dog ikke, hvorfor det behøves at være en sygeplejerske der gør det... Egentlig virker det temmeligt overflødigt at have en sygeplejerske der, men på den anden side giver det jo også en vis tryghed.
Den sidste faste person i vuggestuen er en alt-mulig-dame, som gør rent, rydder op, tilbereder børnenes mad mm. Det er et meget rent sted!!
Ud over det faste crew, kommer der ugentligt en børnelæge og ser til børnene, hvis det er nødvendigt. Hver mandag er der "musikundervisning", hvor der kommer en musiklærer forbi og spiller, synger og leger med børnene. Det er de helt vilde med:-)
Vi har selv været med til at bestemme, hvad pigerne skal have at spise. De får to måltider dagligt. kl. 9 får de groft brød med smøreost og frisk frugt, og kl. 11 får de et varmt måltid med kød og grøntsager, som varierer fra dag til dag. De andre børn i vuggestuen får utroligt meget frugt og juice, og jeg tror de synes vi er lidt mærkelige, når vi ikke synes det er super sundt at børnene skal have så meget juice - de tilsætter jo ikke sukker i juicen til de helt små børn;-) Vores børn får derfor kun vand. Stakkels danske børn! Det er i det hele taget ret skræmmende, hvor usundt børnene spiser, men det er et helt kapitel for sig...
Nu har pigerne været i vuggestue i en uges tid, og det har været lidt en blandet fornøjelse for dem. Kaya synes det er mægtig skægt, og behøver egentlig ikke at jeg er der hele tiden. Sofie derimod holder meget skarpt øje med mig hele tiden, og stikker i skrig så snart jeg er væk:-( Det arbejder vi lidt på, så jeg regner med at jeg i hvert fald nok skal være på skolen i en uges tid endnu. Men jeg har jo også al den tid der er nødvendig, for at Sofie skal blive tryg ved det:-)