En lillebitte bid af São Paulo

I går var vi en smut i São Paulo, da vi skulle have fornyet pigernes pas på det danske konsulat. 

Egentlig bor vi kun ca 100 km fra São Paulo (hvilket er meget tæt på i forhold til brasilianske afstande), men jeg har kun været der ganske få gange, og som regel blot for at køre til/fra lufthavnen. 

Det har egentlig heller aldrig tiltalt meget særligt meget at tage dertil med to små piger, men nu havde vi jo lige en mulighed for at se lidt af millionbyen. 

Vi havde fået et tip om at tage ind til højhuset Edificio Itália, hvorfra man har et super godt view over byen, fra restauranten øverst oppe. 

Klar til frokost på toppen af São Paulo!

Nederst et par billeder af udsigten over byen. Man får helt lyst til at bruge det gode, gamle udtryk "man kan ikke se skoven for bare træer", for det er mere eller mindre det samme hele vejen rundt. Det er svært at få øje på nogle enkelte kendetegn i mængden af højhuse, og hvis ikke det havde været for bjergene i baggrunden, ville man let kunne tro at byen bare forsatte i en uendelighed. Det er så sådan en metropol med 11 millioner indbyggere ser ud! - Eller 20 millioner, hvis man tager alle de sammenvoksede byer med. Der er ikke meget kønt over det, men alligevel et ret imponerende syn! 

Efter frokosten tog vi en smut ind i den gågade, der lå tæt ved restauranten. Hvis jeg skal være helt ærligt mindede det lidt om Sorocaba centrum. Masser af billige butikker, højt musik, og et vrimmel af mennesker.

Hmmm - hvad mon han laver deroppe? Ser fjernsyn?

 På den anden side af gågaden var parken Praca da República, som er en af de ældste parker i byen (fra 1889). Mange store, gamle gamle træer og et fint sø-anlæg med skildpadder (se på stenene). Et rigtigt hyggeligt grønt åndehul i den travle by.

På med gummihandsken!

Det var med lidt blandede følelser at vi i sidste uge sagde farvel til Zenaide, som har arbejdet hos os i mere end et år nu.
Selvom jeg virkelig har nydt altid at have et rent hjem, uden at skulle røre en finger, så har det også været lidt af en udfording for mig, at have en "fremmed" i vores hjem hele tiden. Selvom Zenaide jo bestemt ikke længere er fremmed for os, og det med tiden er blevet en vane at have hende her, så har jeg det stadig lidt mærkeligt med at have en fuldtidsansat i mit hjem. Måske er det bare fordi det ligger så langt fra vores danske kultur, og fra min lidt distancerende, danske personlighed?
Og da jeg jo ikke ligefrem har travlt med et arbejde eller har andet super vigtigt, der optager min tid i hverdagene, så har jeg egentlig også haft lidt dårlig samvittighed over bare at gå herhjemme og fise den af, mens hun rendte rundt med pudsekluden.

Når det så er sagt så kunne jeg nu heller ikke have undværet hende, især den første tid vi boede her, hvor alt var så nyt, pigerne var stadig kun babyer, og jeg kæmpede for at lære det pokkers svære sprog. Det første halve år var en temmelig ensom periode, hvor jeg ikke kendte nogen, kunne ikke kommunikere med folk omkring mig, og med to små babyer var det også lidt begrænset, hvor meget jeg var ude af huset. Så der var det helt sikkert dejligt at have hende til selskab, til at øve mit sprog med og til at hjælpe mig med pigerne.
Nu er pigerne blevet større og kræver ikke helt så meget af mig mere, de er ikke så ofte syge, jeg går ikke længere på sprogskole, så der er i det hele taget ikke længere så mange argumenter for at vi har en fuldtidsansat i vores hjem.
Hun har uden tvivl været en stor del af vores liv, så derfor var det også svært at skulle sige farvel til hende igen. Helt farvel siger vi nu heller ikke, for hun vil stadig gerne passe pigerne når vi har brug for det, og så er hun begyndt at arbejde hos vores naboer og gode venner, så hun er stadig tæt på.

Hvem behøver hushjælp, når man har to gode hjælpere:-)

Men nu er jeg så alene med husholdningen. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men faktisk nyder jeg helt at gøre rent i mit eget hjem, og føler endelig at jeg også bidrager lidt til familien. Ok "nyder" er måske et stort ord at bruge, men jeg har det i hvert fald godt med det.

Og bortset fra en opvaskemaskine der ikke virker, en vaskemaskine der kun vasker i koldt vand (og kræver en del kemikalier og forvask i hånden), en støvsuger, der ikke rigtig kan suge noget, og seks badeværelser der skal gøres rent, så går det egentlig meget godt!




Uden hushjælp bryder vi dog fuldstændig normen for et traditionelt, brasiliansk middel/overklasseliv.  Det er mere reglen end undtagelsen at de velstillede familier har ansat hjælp i huset både til at hjælpe med rengøring, madlavning, havearbejde, strygning, børnepasning mm. Eksempelvis har nogle af vores naboer, som bor i et hus magen til vores, hele tre (3!) fuldtidsansatte, hvoraf den ene bor hos dem. Èn til rengøring, én til madlavning og én til vaske- og strygetøj (brasilianere stryger altid ALT! Selv karklude, sokker og undertøj!). Typisk er husene i Brasilien indrettet med en særskilt afdeling til hushjælpen, hvor de f.eks. har deres egen indgang, eget badeværelse og måske et lille kammer hvor de kan sove.
Det er blot én af de ting der vidner om den kæmpe forskel der er mellem rig og fattig i Brasilien...