Man undrer sig nogle gange...

Lige en lille anekdote om det brasilianske system...
I forgårs ringede en mand fra sygehuset UNIMED, hvor vi har haft Kaya behandlet to gange. Han ringede bare for at informere os om beløbet på vores hospitalsregning. Ca 20 minutter efter ringede han igen - samme mand! Vi havde jo været der 2 gange, så han ringede med endnu et beløb. Godt så! Men hvad så? Ja så skulle regningen jo betales, og her får man jo åbenbart ikke bare sendt en regning, som kan betales på netbank. Jeg kørte derfor ud på sygehuset i går formiddags, og blev gelejdet hen til en lille bås, hvor man kan betale hospitalsregninger. De fik heldigvis hurtigt fat i, hvad jeg ville, og fandt hurtigt regningerne med specifikationer for de to behandlinger. Jeg havde sørget for at tage lige penge med, da jeg jo havde fået beløbet på forhånd, så det måtte da gå hurtigt det her, tænkte jeg. Der tog jeg fejl!
Da manden havde modtaget beløbet skulle han så taste en hel masse informationer ind på en computer, printe noget til én printer, derefter printe noget til en anden printer, og til sidst taste noget ind på en meget gammeldags regnemaskine. Derefter skulle han igen taste en masse informationer ind på computeren, printe, klipse sammen mm., og, ja, jeg har faktisk ingen anelse om hvad manden foretog sig. Mens jeg stod og ventede på at han blev færdig, havde de da også lige tid til at hyggesnakke lidt  - med hinanden vel at mærke.
Efter ca en halv time var jeg færdig, og havde betalt min regning, og smilede over det utroligt ineffektive system. Det sjove er, at havde det været i Danmark var jeg blevet irriteret og knotten over at vente så lang tid, men her i Brasilien tager alting bare lang tid, og det accepterer mand bare. Mand oplever aldrig sure kunder i butikskørerne, hidsige bilister el.lign. Det kunne vi danskere godt lære lidt af...

Hovedindgangen til hospitalet

Olá Brasil!

Så kom den længe ventede afrejsedag! Efter to dages pit-stop i Varde kom dagen, som vi har ventet på i et halvt år. Underligt nok var det med helt ro i sjælen og god mavefornemmelse at vi kørte mod Billund lufthavn d. 28/4 kl. 16.30, men måske var det fordi det gav en vis tryghed at vide, at min mor skulle med derud og hjælpe os på plads.
Kim var taget til lufthavnen på forhånd for at tjekke os og vores 9 (gulp!!) stk bagage ind, så vi kunne komme afsted i ro og mag.

Alt vores bagage!

Første etape af rejsen gik til Frankfurt, hvor vi skulle vente i 2 timer for at komme med flyet mod Brasilien. Hele turen gik over al forventning, og begge piger klarede det super flot! De fik hver en vugge i flyet, så de kunne ligge ned og sove, og det gav ro til os alle. I lufthaven i São Paulo kom vi forrest i køen både til paskontrol og bagagekontrol - der skal da være fordele ved at have små børn med:-) I løbet af ingen tid havde vi fået alt vores bagage, fundet vores chauffør og proppet bilen med alt vores bagage, og så var det afsted mod Sorocaba.

Netop ankommet til São Paulo

Sorocaba ligger ca. 100 km fra São Paulo, så i teorien skulle det jo ikke tage så lang tid. Jeg var blevet advaret om at trafikken i São Paulo er helt forfærdeligt, men jeg havde nok alligevel ikke regnet med at vi ville bruge 2 timer på at køre udenom byen. Det tog os over tre timer at køre fra lufthavnen til Sorocaba, så vi var godt trætte, sultne og tørstige da vi endelig nåede frem til det hotel, som vi skulle bo på de første par dage.
Vi ankom til hotellet kl. 10, så det var lige i tide inden Kim skulle mødes med vores ejendomsmægler, for at underskrive lejekontrakten på vores hus. Heldigvis ankom hun først til "Brasil-time", så Kim havde lige en times tid til at slappe af inden hun var der. Brasilianerne har et meget afslappet forhold til tid, så man skal aldrig forvente at de er der når man har aftalt det.
Klokken 13.30 hentede Kim vores udlejningsbil, og kl. 17 var vi med vores relocation-agent ude for at se huset, som vi skal bo i de næste to år. Puha! En meget hektisk dag efter en lang rejse, men hvor var det da dejligt endeligt at se vores hus! Og det levede 100 % op til forventningerne:-)

Udsigten fra vores terrasse i soveværelset:-)

Det har været et par hektiske dage med en masse nye indtryk, men heldigvis har vi nogle seje tøser og en god mormor-hjælp (jeg ved ikke hvordan vi havde klaret det uden hende!!). Og så har jeg bare verdens sejeste mand, der har tjek på det hele:-)