Viser opslag med etiketten sundhedssystem. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sundhedssystem. Vis alle opslag

onsdag den 23. november 2011

Det brasilianske sundhedsvæsen

Så har vi igen et sygt barn! Jeg tror det må være 5. eller 6. gang at Kaya er syg siden vi flyttede her til Brasilien, men det er jo bare en af "glæderne"ved at være småbørnsfamilie;-) Desværre for Kaya har hun endnu engang fået blærebetændelse, den lille stakkel:-( 
Det har derfor været anledning til at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med det brasilianske sundhedssystem, som for mig at se er lidt et cirkus at finde rundt i! 
Én ting er, at man her i Brasilien ikke, som i Danmark, har en alment praktiserende læge, som man kan tage til med alle slags skavanker man nu måtte have. Jeg vidste egentlig godt at det ikke er i så mange andre lande end Danmark, at man har dette system, men jeg har aldrig selv stiftet bekendtskab med andre sundhedssystemer end det danske før.
Som så mange andre ting her i Brasilien, vil jeg ikke ligefrem kalde deres sundhedsystem for effektivt, men det fungerer dog trods alt i sidste ende. Om ikke andet er det da med til at holde beskæftigelsen oppe! Men hold dog op hvor jeg savner en helt almindelig dansk familielæge, som kan tage sig af alle familiemedlemmernes skavanker!

Her i Brasilien foregår det på denne måde: Man tager altid til en speciallæge og bliver behandlet, f.eks. en gynækolog, en øre-næse-hals læge eller en øjenlæge. For mig at se er det noget forvirrende, for man ved vel ikke altid på forhånd hvilket "speciale" ens skavank hører ind under?! Desuden kan lægerne vel heller ikke have så stor indsigt i patienternes sygehistorie, hvilket vel også kan betyde at de kan overse nogle signaler fra patienterne. Som ikke-Brasilianer og tilflytter i landet giver det samtidig nogle udfordringer at finde ud af, hvilken læge man skal tage til, og jeg er bare glad for at jeg ikke har haft behovet for det endnu!
Kaya og Sofie har en børnelæge, og hun tager sig jo da trods alt af alle dele af kroppen! Meeen! Hun giver ikke vaccinationer, tager ikke blodprøver eller urinprøver eller andet i den retning. Det gør ingen af lægerne. For dette skal man tage et andet sted hen, som er specialiseret inden for det. For at blive vaccineret skal man således på et vaccinationscenter, og for at få taget urinprøver, skal man tage hen på et laboratorium, der er specialiseret inden for dét! Det var vi så i går med Kaya, og det tog dog også et par timer og en del kørsel rundt i byen, for at få hende undersøgt for blærebetændelse. 

Er det bare mig der synes at det er et cirkus, eller hvad?!

fredag den 17. juni 2011

Man undrer sig nogle gange...

Lige en lille anekdote om det brasilianske system...
I forgårs ringede en mand fra sygehuset UNIMED, hvor vi har haft Kaya behandlet to gange. Han ringede bare for at informere os om beløbet på vores hospitalsregning. Ca 20 minutter efter ringede han igen - samme mand! Vi havde jo været der 2 gange, så han ringede med endnu et beløb. Godt så! Men hvad så? Ja så skulle regningen jo betales, og her får man jo åbenbart ikke bare sendt en regning, som kan betales på netbank. Jeg kørte derfor ud på sygehuset i går formiddags, og blev gelejdet hen til en lille bås, hvor man kan betale hospitalsregninger. De fik heldigvis hurtigt fat i, hvad jeg ville, og fandt hurtigt regningerne med specifikationer for de to behandlinger. Jeg havde sørget for at tage lige penge med, da jeg jo havde fået beløbet på forhånd, så det måtte da gå hurtigt det her, tænkte jeg. Der tog jeg fejl!
Da manden havde modtaget beløbet skulle han så taste en hel masse informationer ind på en computer, printe noget til én printer, derefter printe noget til en anden printer, og til sidst taste noget ind på en meget gammeldags regnemaskine. Derefter skulle han igen taste en masse informationer ind på computeren, printe, klipse sammen mm., og, ja, jeg har faktisk ingen anelse om hvad manden foretog sig. Mens jeg stod og ventede på at han blev færdig, havde de da også lige tid til at hyggesnakke lidt  - med hinanden vel at mærke.
Efter ca en halv time var jeg færdig, og havde betalt min regning, og smilede over det utroligt ineffektive system. Det sjove er, at havde det været i Danmark var jeg blevet irriteret og knotten over at vente så lang tid, men her i Brasilien tager alting bare lang tid, og det accepterer mand bare. Mand oplever aldrig sure kunder i butikskørerne, hidsige bilister el.lign. Det kunne vi danskere godt lære lidt af...

Hovedindgangen til hospitalet