onsdag den 14. september 2011

Lidt om Brasilien og brasilianere


Her er lige et lille indlæg om nogle af mine første indtryk af brasilianere og Brasilien.
10 punkter, der kendetegner en brasilianer:
  1. taler i mobiltelefon som var det en walkie-talkie - Ja man tror det er løgn, og det ser simpelthen så dumt ud!
  2. snakker meget - og hurtigt! Det portugisiske sprog har utrolig mange ord for samme betydning.
  3. er utrolig hjælpsom, og vil gøre alt for at hjælpe - også selvom det ikke altid gør situationen bedre
  4. kommer altid for sent til aftaler - og forventer heller ikke at du kommer til tiden. Man kan jo altid skyde skylden på trafikken...
  5. er helt vilde med fyrværkeri - de skyder fyrværkeri af hele tiden - også om morgenen på hverdage. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvorfor...
  6. bruger enormt meget vand! De går bl.a. i bad 2 gange om dagen, og så bruger de helt vildt meget vand når de gør rent. Også fliserne udenfor får gerne en tur med vandslangen et par gange om ugen.
  7. går meget op i sine tænder og tandhygiejne - På mange restauranter er der tandtråd og mundskyl på toiletterne, og man ser enormt mange med bøjle - børn som gamle.
  8. bruger store mænger sukker - brasilianerne synes at vi er meget mærkelige, når vi drikker kaffe el. juice uden sukker!
  9. er meget sociale og elsker at gå ud - Det er meget normalt at gå på restaurant til frokost, og shoppingcentrene er fyldte af mennesker helt til kl. 22 om aftenen - også børn.
  10. er dårlig til at overholde aftaler - tingene sker altid først “amanhã” (i morgen) - især Kim er ikke så begejstret for denne “egenskab”, da det giver store problemer engang imellem;-)
Og så lige 10 ting om Brasilien:
  1. Der er enorm stor forskel på rig og fattig - de rige har rigtig meget, og de fattige har meget lidt. Mindstelønnen i Brasilien er 510 $R (knap 1.700 kr.) og ca. 1/3 af landets befolkning får mindstelønnen el. mindre. Mindstelønnen er for en arbejdsuge på 44 timer, vel at mærke! F.eks. får gartneren, som arbejder i vores condominium, kun 550 $R (ca. 1800 kr) om måneden for en 44 timers arbejdsuge. En lærer på pigernes privatskole får ca. 850 $R om måneden (ca. 2800 kr.)
  2. Det er normalt at man får en Cesta Basica oveni sin løn, hvilket også er lidt af et fortidslevn. En Cesta Basica er en “basispakke” der indeholder fødevarer til en hel måned for én familie. Indholdet i sådan en pakke kan f.eks. være: ris, bønner, sukker, olie, mel, kaffe og mælk. (I Brasilien er der kun langtidsholdbart mælk).
  3. Det er et dyrt land at leve i - biler, møbler, elektronik, hvidevarer og tøj koster stort set det samme som i Danmark - eller mere - , til trods for at lønningerne generelt er lavere. Men til trods for at alt er dyrere er kvaliteten meget ringere. Plastic-fantastic!
  4. Der er en kæmpe importafgift, så alle ikke-brasilianske varer er enormt dyre - f.eks. koster LEGO ca. 3 gange så meget som i Danmark. Et legehus, som sælges i ToysRus i USA for 1250 kr, sælges i Brasilien for 8575 kr. Det er næsten 7 gange så meget for det samme legehus!
  5. Arbejdskraften er billig, hvilket især ses i servicefagene, hvor der ofte er overbemandet frem for underbemandet. Der er derfor generelt et højt serviceniveau - f.eks. har supermarkederne ansatte til at pakke varerne i poser, på tankstationerne får man fyldt op af en tankpasser, i tøjbutikkerne render ekspedienterne i hælene på én (irriterende!), osv. I håndværksfagene bliver mange ting gjort manuelt - f.eks. er det almindeligt at opføre bygninger med in-situ støbt beton, hvor bygningen først er bygget op i et træskelet. Det tager en evighed at bygge huse hernede...
  6. Bilerne kan både køre på benzin og ethanol - Brasilien har en stor sukkerproduktion, og ethanol er derfor billigt brændstof. Meget miljøvenligt og samtidig uafhængig af olielandende.
  7. Inflationen er høj, så pengene bliver hurtigt mindre værd. Det er almindeligt, at brasilianerne handler ind for en hel måned af gangen, da pengene hurtigt taber værdi, så det er en rigtig dårlig idé at tage i supermarkedet de første dage i måneden, medmindre du har tænkt dig at bruge hele dagen på det;-) Inflationen er dog ikke så høj længere som den har været, så brasilianernes handle-vaner er mere et levn fra år tilbage.
  8. Der er høj kriminalitet, hvilket betyder at alt er hegnet ind, og der er meget politi på gaden. F.eks. skal man igennem to porte, for at komme ind i vores condominium, så man bliver sluset igennem, og der sidder en vagt ved porten 24 timer i døgnet. Vi har en fjernbetjening til porten med to knapper - én til at åbne porten, og én til at slå alarm i tilfælde af kidnapning! Hvis man trykker på knap nr. 2, bliver der tilsendt en specialstyrke fra São Paulo, så man skal være temmelig opmærksom på ikke at trykke på knappen ved et uheld!
  9. Skoletiden er på 5 timer om dagen - gennem hele skoleforløbet inkl. highscool. Alle skoler har 2-hold-skift, hvilket betyder, at man kan vælge at have sit barn i skole om morgenen fra 8-13 eller om eftermiddagen fra 13-18. Kayas og Sofies vuggestue har åbent fra kl. 7-19 alle hverdage, og man kan enten vælge en formiddagsplads, en eftermiddagsplads, eller en heldagsplads. Nogle børn er altså i vuggestue 12 timer hver dag!
  10. Der er et enormt gammeldags banksystem. For det første er der ingen betalingsservice, så man kan ikke melde sine regninger til en automatisk overførsel. Der er godt nok netbank, men man kan kun betale 1500 $R om dagen vi netbank, så alle store regninger skal betales i banken. Desuden er der sat begrænsninger på, hvor store beløb man kan betale med sit kort. Det kan godt give problemer når man køber ting som f.eks. møbler! 
Der er sikkert mange andre ting at skrive om, men her var lige nogle af vores første indtryk. Generelt vil jeg dog sige at vi er blevet mødt med enorm stor venlighed og hjælpsomhed. Brasilianere er utroligt åbne og gæstfri mennesker, hvilket kan opveje mange af de mindre positive ting ved Brasilien.