Viser opslag med etiketten tvillinger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tvillinger. Vis alle opslag

onsdag den 24. august 2011

1 års fødselsdag


Det er slet ikke til at forstå at der allerede er gået et helt år siden vores to små piger kom til verden. Det er godt nok en kliche at sige det, men hvor blev tiden dog af? Og så alligevel er der jo sket en hel del i vores liv på det år, hvor vi har haft vores to skønne prinsesser. Vi har sagt farvel til vores liv i Danmark for at prøve lykken her i Brasilien, hvor pigerne jo nu allerede har levet 1/4 af deres liv! 
For mig var det helt specielt at skulle fejre det første år i pigernes liv, og det gav anledning til at tænke tilbage på, hvordan det var lige pludselig at blive en familie på 4. Selvom det er lidt sørgmodigt at tænke på, at vores to piger snart ikke er babyer længere, så er det nu alligevel rart nok at være nået hertil. For hvor har det dog været et hårdt år! Jeg syntes det var hårdt da vi stod midt i det, men når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg slet ikke, hvordan vi klarede det! Men vi havde selvfølgelig også masser af bedstemødrehjælp :-)

Selvom vi jo ikke kan prale af at have en kæmpe omgangskreds her i Brasilien (endnu!), så lykkedes det os alligevel at få samlet en ret stor flok til fødselsdagsfest. 17 personer blev det til, så det synes jeg da egentlig var meget godt klaret! Ditte og Rasmus havde besøg af Dittes søster og svoger, så de blev selvfølgelig også inviteret med, og så var der 5 Siemens-folk herude for at hjælpe til med produktionsopstarten, så de kom også med:-) Det er jo lidt sjovere at holde fest, når der er nogle gæster, selvom vi dog savnede vores familie og venner fra Danmark.
Vi havde en rigtig hyggelig dag med fødselsdagsboller, varm kakao, kagemænd, lagkage, flag og fødselsdagssang - rigtig traditionel dansk fødselsdagsfest! Så det kunne da ikke have været meget bedre:-) Her er et par billeder fra dagen(e):


søndag den 7. august 2011

En hyggelig dag i Zoo

Sorocaba har en rigtig hyggelig zoologisk have, som (iflg. Wikipedia) er den 2. største zoo i Sydamerika, hvad angår dyrearter. Der er også enormt mange fugle i Sorocaba Zoo, så det er nok med til at tælle op;-)


Det er en rigtig fin zoologisk have, med et stort parkområde og en kæmpe sø med små abe-øer, og da vi kan komme ind for den nette sum af 20 kr. for hele familien, så kan man vist godt tillade sig at komme der ofte:-)

Kaya og Sofie elsker at kigge på alle dyrene, men de er faktisk selv en lige så stor attraktion for de andre gæster! Brasilianere elsker børn, og tvillinger er ret sjældne herude, så det er ret populært at komme gående med to tvillingepiger:-)

onsdag den 18. maj 2011

Vuggestue-start!

Onsdag i sidste uge blev pigernes første dag i vuggestue på skolen Colegio Ser. Egentlig havde vi først reserveret vuggestuepladser til pigerne til august, men for at få tid og ro til at lære portugisisk, valgte vi, at de skulle starte i vuggestue allerede nu.
Nu har de så været i vuggestue i 6 dage, og jeg har efterhånden fået et godt indblik i, hvordan en brasiliansk vuggestue/privatskole fungerer. Kaya og Sofie har en halvdagsplads, som er 6 timer hver dag. Der er ca. 20 børn i vuggestuen, hvoraf nogle kun er der om formiddagen fra 7-13, nogle er der om eftermiddagen fra 13-19, og nogle er der hele dagen. Jeg tror at der er ca. 14 børn om formiddagen, - den yngste er 6 mndr og de ældste er 2 år. Lidt sjovt er det, at der er 3 hold tvillinger inkl. Kaya og Sofie, så næsten halvdelen af børnene er tvillinger. Det må siges at være ret usædvanligt, da tvillinger i Brasilien er meget sjældne. Måske har det noget at gøre med, at det er velstillede folk der har deres børn i privatskole?
Beth (udtales Beethji:-)) er den daglige leder af vuggestuen, og er en utrolig sød ældre dame, der (som den eneste) forstår en lille smule engelsk. Det lykkes mig da at få kommunikeret rimeligt godt med hende, selvom der til tider er nogle misforståelser. Hun har et utroligt godt tag på børnene, og de er meget trygge ved hende. Hvert barn har fået en dagbog, og heri skriver Beth, hvad de har fået at spise i løbet af dagen, hvornår og hvor længe de har sovet, hvilke aktiviteter de har deltaget i, om de har været i bad (det kommer de dagligt!) samt hvornår og hvor ofte de er blevet skiftet, og om det var puh-puh eller pih-pih:-)
Sofie sammen med Beth

Der er 4-5 "pædagoger" til at passe børnene - lege med dem, pusle dem, made dem mm. Det er ret tydeligt at de får ordrer fra Beth om, hvad de skal gøre, hvordan og hvornår. Det er nogle rigtig søde piger, som har et godt tag på børnene, og der er især én pige som Kaya og Sofie er rigtig glade for:-) Hun har også tilbudt at være barnepige for dem om eftermiddagen, hvis vi får brug for det engang imellem. Det er jo godt at vide:-)
Der bliver leget i tumlerummet!
Kaya hyggede sig fra 1. dag. Her sammen med
Graciella,som begge piger er rigtig glade for.

Der er også en sygeplejerske i vuggestuen. Hun holder bl.a. øje med børnene når de sover - jeg ved dog ikke, hvorfor det behøves at være en sygeplejerske der gør det... Egentlig virker det temmeligt overflødigt at have en sygeplejerske der, men på den anden side giver det jo også en vis tryghed.
Den sidste faste person i vuggestuen er en alt-mulig-dame, som gør rent, rydder op, tilbereder børnenes mad mm. Det er et meget rent sted!!
Ud over det faste crew, kommer der ugentligt en børnelæge og ser til børnene, hvis det er nødvendigt. Hver mandag er der "musikundervisning", hvor der kommer en musiklærer forbi og spiller, synger og leger med børnene. Det er de helt vilde med:-)

Vi har selv været med til at bestemme, hvad pigerne skal have at spise. De får to måltider dagligt. kl. 9 får de groft brød med smøreost og frisk frugt, og kl. 11 får de et varmt måltid med kød og grøntsager, som varierer fra dag til dag. De andre børn i vuggestuen får utroligt meget frugt og juice, og jeg tror de synes vi er lidt mærkelige, når vi ikke synes det er super sundt at børnene skal have så meget juice - de tilsætter jo ikke sukker i juicen til de helt små børn;-) Vores børn får derfor kun vand. Stakkels danske børn! Det er i det hele taget ret skræmmende, hvor usundt børnene spiser, men det er et helt kapitel for sig...

Nu har pigerne været i vuggestue i en uges tid, og det har været lidt en blandet fornøjelse for dem. Kaya synes det er mægtig skægt, og behøver egentlig ikke at jeg er der hele tiden. Sofie derimod holder meget skarpt øje med mig hele tiden, og stikker i skrig så snart jeg er væk:-( Det arbejder vi lidt på, så jeg regner med at jeg i hvert fald nok skal være på skolen i en uges tid endnu. Men jeg har jo også al den tid der er nødvendig, for at Sofie skal blive tryg ved det:-)

onsdag den 4. maj 2011

Parque Campolim

Tirsdag eftermiddag var det tid til at gå en lille tur i vores kvarter, Campolim, som tilsyneladende er et af de finere kvarterer i byen. Vi ville gå en tur ned til parken Parque Campolim, som ligger lige i nærheden af vores hus. Det viste sig dog at være lidt af en udfordring, når man har med sig en stor tvillingeklapvogn! Det fungerer tilsyneladende sådan, at man selv står for at etablere det stykke fortov, der er ved sin egen matrikel, hvilket betyder at fortovene er meget varieret i både udseende og kvalitetet, og det er ikke altid at der er lavet en glidende overgang i fortovsbelægning mellem to matrikler! Ikke særlig genial byplanlægning efter min mening!

En lille forhindring på fortovet:-)
Fortovene er bestemt ikke egnet til gåture med klapvogn, men heldigvis er der ikke så meget trafik i området, så man kan godt gå på vejene.



Parque Campolim ligger temmeligt lavt i forhold til vores hus, og ligger nærmest i en slugt. Derfor er der også meget vindstille og meget varmt i parken, i forhold til ved vores hus. Det er en helt fantastisk smuk og kæmpe stor park, som jeg er sikker på at jeg vil komme til at bruge rigtig meget! Hvor er det da bare fantastisk at bo lige op ad sådan en oase!


Parque Campolim med vores hus i
baggrunden :-)
En eksotisk blomst!

Efter at have set lidt mere af landet - og især efter at have set Parque Campolim - har jeg helt klart en opfattelse af at brasilianerne gør meget ud af deres grønne områder. Det glæder mig rigtig meget at se at det altid ser så velplejet og eksotisk ud - selv langs motorvejene!