En lillebitte bid af São Paulo

I går var vi en smut i São Paulo, da vi skulle have fornyet pigernes pas på det danske konsulat. 

Egentlig bor vi kun ca 100 km fra São Paulo (hvilket er meget tæt på i forhold til brasilianske afstande), men jeg har kun været der ganske få gange, og som regel blot for at køre til/fra lufthavnen. 

Det har egentlig heller aldrig tiltalt meget særligt meget at tage dertil med to små piger, men nu havde vi jo lige en mulighed for at se lidt af millionbyen. 

Vi havde fået et tip om at tage ind til højhuset Edificio Itália, hvorfra man har et super godt view over byen, fra restauranten øverst oppe. 

Klar til frokost på toppen af São Paulo!

Nederst et par billeder af udsigten over byen. Man får helt lyst til at bruge det gode, gamle udtryk "man kan ikke se skoven for bare træer", for det er mere eller mindre det samme hele vejen rundt. Det er svært at få øje på nogle enkelte kendetegn i mængden af højhuse, og hvis ikke det havde været for bjergene i baggrunden, ville man let kunne tro at byen bare forsatte i en uendelighed. Det er så sådan en metropol med 11 millioner indbyggere ser ud! - Eller 20 millioner, hvis man tager alle de sammenvoksede byer med. Der er ikke meget kønt over det, men alligevel et ret imponerende syn! 

Efter frokosten tog vi en smut ind i den gågade, der lå tæt ved restauranten. Hvis jeg skal være helt ærligt mindede det lidt om Sorocaba centrum. Masser af billige butikker, højt musik, og et vrimmel af mennesker.

Hmmm - hvad mon han laver deroppe? Ser fjernsyn?

 På den anden side af gågaden var parken Praca da República, som er en af de ældste parker i byen (fra 1889). Mange store, gamle gamle træer og et fint sø-anlæg med skildpadder (se på stenene). Et rigtigt hyggeligt grønt åndehul i den travle by.

Olá Brasil!

Så kom den længe ventede afrejsedag! Efter to dages pit-stop i Varde kom dagen, som vi har ventet på i et halvt år. Underligt nok var det med helt ro i sjælen og god mavefornemmelse at vi kørte mod Billund lufthavn d. 28/4 kl. 16.30, men måske var det fordi det gav en vis tryghed at vide, at min mor skulle med derud og hjælpe os på plads.
Kim var taget til lufthavnen på forhånd for at tjekke os og vores 9 (gulp!!) stk bagage ind, så vi kunne komme afsted i ro og mag.

Alt vores bagage!

Første etape af rejsen gik til Frankfurt, hvor vi skulle vente i 2 timer for at komme med flyet mod Brasilien. Hele turen gik over al forventning, og begge piger klarede det super flot! De fik hver en vugge i flyet, så de kunne ligge ned og sove, og det gav ro til os alle. I lufthaven i São Paulo kom vi forrest i køen både til paskontrol og bagagekontrol - der skal da være fordele ved at have små børn med:-) I løbet af ingen tid havde vi fået alt vores bagage, fundet vores chauffør og proppet bilen med alt vores bagage, og så var det afsted mod Sorocaba.

Netop ankommet til São Paulo

Sorocaba ligger ca. 100 km fra São Paulo, så i teorien skulle det jo ikke tage så lang tid. Jeg var blevet advaret om at trafikken i São Paulo er helt forfærdeligt, men jeg havde nok alligevel ikke regnet med at vi ville bruge 2 timer på at køre udenom byen. Det tog os over tre timer at køre fra lufthavnen til Sorocaba, så vi var godt trætte, sultne og tørstige da vi endelig nåede frem til det hotel, som vi skulle bo på de første par dage.
Vi ankom til hotellet kl. 10, så det var lige i tide inden Kim skulle mødes med vores ejendomsmægler, for at underskrive lejekontrakten på vores hus. Heldigvis ankom hun først til "Brasil-time", så Kim havde lige en times tid til at slappe af inden hun var der. Brasilianerne har et meget afslappet forhold til tid, så man skal aldrig forvente at de er der når man har aftalt det.
Klokken 13.30 hentede Kim vores udlejningsbil, og kl. 17 var vi med vores relocation-agent ude for at se huset, som vi skal bo i de næste to år. Puha! En meget hektisk dag efter en lang rejse, men hvor var det da dejligt endeligt at se vores hus! Og det levede 100 % op til forventningerne:-)

Udsigten fra vores terrasse i soveværelset:-)

Det har været et par hektiske dage med en masse nye indtryk, men heldigvis har vi nogle seje tøser og en god mormor-hjælp (jeg ved ikke hvordan vi havde klaret det uden hende!!). Og så har jeg bare verdens sejeste mand, der har tjek på det hele:-)