Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)
Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!
Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar