En tur på skønhedssalon

I dag havde Kaya og Sofie deres første besøg på brasiliansk skønhedssalon! De skal starte i vuggestue igen i morgen, så derfor skulle de jo lige se ordentlige ud til vuggestuestart;-) Kayas hår vokser også helt vildt, så en klipning var virkelig tiltrængt! Sofies få totter fik da også en tur, selvom det ikke var strengt nødvendigt.

Her i Brasilien er det meget normalt at kvinderne er på salon en gang i ugen, og jeg må nok tilstå, at jeg har fulgt trop med en fast salondag i ugen:-) Det er en af de gode ting ved den brasilianske kultur:-) Så en gang i ugen får jeg lige ordnet negle, sat hår og hvad der ellers hører sig til et salonbesøg. Og det skal lige tilføjes at det bestemt ikke bare er en overklasseting. Min hushjælp er skam også på salon en gang om ugen!

Men i dag var det altså pigernes tur, og jeg sprang over. De blev dog kun klippet - det med neglene må lige vente nogle år!

To små brasilianere!

I dag er lidt af en mærkedag for os. I dag har vores to piger nemlig levet størstedelen af deres liv i Brasilien! Lige præcis én dag mere i Brasilien end i Danmark. Men betyder det så at de er mere brasilianere end danskere?

For mig vil de selvfølgelig helt klart altid være danske børn, selvom de selvfølgelig bliver påvirket af brasiliansk kultur hver eneste dag. Det er sjovt at følge, hvordan de udvikler deres sprog i en sjov sammenblanding af portugisiske og danske ord, og jeg er helt overbevist om, at de forstår det meste af, hvad der bliver sagt til dem - både på portugisisk og dansk. De elsker ris og bønner, som brasilianerne spiser hver eneste dag, og, selvsagt, elsker de al den friske frugt og juice som de får masser af i vuggestuen.

Lige præcis det med sproget har jeg været lidt bekymret for - eller måske mere bare lidt spændt på. Hindrer det dem i deres sproglige udvikling, og kan de ikke finde ud af at skille de to sprog fra hinanden? Det er ikke til at vide, men det bekymrer mig nu ikke så meget mere. Det må jo bare tage den tid det tager. Så længe jeg kan mærke en udvikling næsten daglig, så er det vel ikke helt skidt;-)

Egentlig er jeg glad for at de var så små da vi rejste herud, for på den måde tror jeg mere at de falder dem naturligt at leve i en anden kultur, og tale et andet sprog. En anden fordel er, at de har endnu ikke været så bevidste om det de mangler fra Danmark - vores familie og venner. De lever bare i nuet og nyder at være sammen med de mennesker der omgiver dem i hverdagen.

For pokker hvor går tiden dog bare hurtigt! Da vi flyttede herud var pigerne så små, at de ikke engang kunne sætte sig op uden hjælp. Nu spæner de rundt (tit i hver sin retning!), de er begyndt at snakke lidt, og de er så bevidste om hvad der foregår rundt omkring dem hele tiden. Fantastisk!

Juleferie!

Så blev det vidst tid til en forsinket julehilsen her på bloggen!
For os blev det til en noget anderledes jul - ja jeg må nok indrømme at der faktisk ikke rigtig var så meget jul over den 24. december... For det første viste termometret omkring 32 grader, fuglen på middagsbordet var en kæmpehane, da vi ikke kunne finde en and, og juletræet var aldeles fraværende, da vi holdt jul i et lejet feriehus. Bortset fra det havde vi da en hyggelig aften med familiens selskab:-)

Vi havde jo selskab af mine forældre og Kims far, der sammen var taget ud for at fejre jul og nytår sammen med os i sommervarmen. D. 17. december kørte vi til Rio de Janeiro, hvor vi havde lejet en lejlighed midt på Copacabana. Her boede vi i 5 dage, hvorefter turen gik videre til Paraty, som er en lille fredet koloniby ved kysten mellem Rio de Janeiro og Santos. I Paraty havde vi lejet et feriehus i 6 dage, og det var her vi fejrede jul. Jeg vil ikke skrive en helt masse om vores ferieoplevelser, da det mest stod på afslapning og familiehygge, og billederne nedenfor taler vidst for sig selv:-)

Der er nogen der siger, at det snart er jul!

Det er i dag d. 13. december, og kun 11 dage til jul. Familien (mor, far og svigerfar) sidder i skrivende stund i flyveren på vej til São Paulo, hvor de ankommer tidligt i morgen, så de kan fejre jul sammen med os her i Brasilien.
Vi er endelig ved at være ovenpå igen efter endnu en omgang med sygdom over næsten hele linjen. Overalt er der julemusik i højttalerne, man bliver ønsket "Feliz Natal" når man kører ind til Esplanada Shopping, og der har i flere uger været en laaang kø af børn, der venter på at blive fotograferet sammen med Julemanden (Papai Noel) på shoppingcentrets store juletorv. Og så har vi faktisk og været til årets første (og helt sikkert eneste) danske julefrokost, med sild, snaps, flæskesteg, rødkål, og hvad der nu ellers hører sig til en rigtig dansk julefrokost.
Meeen! Samtidig er der også store bannere der reklamerer for den nyeste sommermode, for december måned er jo også starten på den brasilianske sommer. Så julemænd og bikiniudslag står side om side, og det er der det klasher lidt for mig. For selvom jeg på ingen måder savner de danske, råkolde vintermåneder, hvor man nogle dage knapt nok ser dagens lys, så kan jeg jo ikke komme uden om, at det alligevel, i mit hoved, hænger sammen med jul.

Jeg sidder bestemt ikke og bliver sentimental, for nu har jeg jo i mange år levet sammen med en notorisk julehader, der altid har ønsket sig til "de varme lande" i julen, så jeg er ikke ligefrem vandt til at der bliver gjort så meget ud af december-jule-hyggen i vores lille hjem.  Men nu er vi jo ikke bare os to længere, og selvom pigerne stadig er for små til at vide, hvad det med julen drejer sig om, så syntes jeg alligevel, at jeg blev nødt til at oppe mig lidt, og få pyntet lidt op til jul, så vi måske kan komme lidt i julestemning.
Jeg fik derfor opstøvet det sidste (!) juletræ de havde i Wal-mart i det pureste plastik, for den nette sum af 100 danske kroner. Jeg har så brugt hele eftermiddagen, mens pigerne fik deres eftermiddagslur, til at pynte juletræ. Lidt en underlig oplevelse at sidde i 32 grader, godt svedig, mens jeg prøver at finde ud af at sætte det ny-indkøbte plastikjuletræ op. Det er altså lettere sagt end gjort! Man køber sådan et plastikjuletræ i en lille papkasse på en halv meters længde, og undrer sig over, hvordan i alverden det nogensinde bliver til et træ på 1,80 meter. I kassen er der tre dele, der skal samles, og bagefter skal alle "grenene" så foldes ud. Puha sikke et arbejde!!! Men det smarter med sådan nogle ståltråds-grene er jo, at man altid kan justere på træet, så det står helt perfekt!

Her er det ny-pyntede juletræ så! Og det smarte ved et plastik-juletræ er jo, at vi kan bruge det igen til næste år;-)

Hverdagens små succeser!

Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)

Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!

Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.