Der er nogen der siger, at det snart er jul!

Det er i dag d. 13. december, og kun 11 dage til jul. Familien (mor, far og svigerfar) sidder i skrivende stund i flyveren på vej til São Paulo, hvor de ankommer tidligt i morgen, så de kan fejre jul sammen med os her i Brasilien.
Vi er endelig ved at være ovenpå igen efter endnu en omgang med sygdom over næsten hele linjen. Overalt er der julemusik i højttalerne, man bliver ønsket "Feliz Natal" når man kører ind til Esplanada Shopping, og der har i flere uger været en laaang kø af børn, der venter på at blive fotograferet sammen med Julemanden (Papai Noel) på shoppingcentrets store juletorv. Og så har vi faktisk og været til årets første (og helt sikkert eneste) danske julefrokost, med sild, snaps, flæskesteg, rødkål, og hvad der nu ellers hører sig til en rigtig dansk julefrokost.
Meeen! Samtidig er der også store bannere der reklamerer for den nyeste sommermode, for december måned er jo også starten på den brasilianske sommer. Så julemænd og bikiniudslag står side om side, og det er der det klasher lidt for mig. For selvom jeg på ingen måder savner de danske, råkolde vintermåneder, hvor man nogle dage knapt nok ser dagens lys, så kan jeg jo ikke komme uden om, at det alligevel, i mit hoved, hænger sammen med jul.

Jeg sidder bestemt ikke og bliver sentimental, for nu har jeg jo i mange år levet sammen med en notorisk julehader, der altid har ønsket sig til "de varme lande" i julen, så jeg er ikke ligefrem vandt til at der bliver gjort så meget ud af december-jule-hyggen i vores lille hjem.  Men nu er vi jo ikke bare os to længere, og selvom pigerne stadig er for små til at vide, hvad det med julen drejer sig om, så syntes jeg alligevel, at jeg blev nødt til at oppe mig lidt, og få pyntet lidt op til jul, så vi måske kan komme lidt i julestemning.
Jeg fik derfor opstøvet det sidste (!) juletræ de havde i Wal-mart i det pureste plastik, for den nette sum af 100 danske kroner. Jeg har så brugt hele eftermiddagen, mens pigerne fik deres eftermiddagslur, til at pynte juletræ. Lidt en underlig oplevelse at sidde i 32 grader, godt svedig, mens jeg prøver at finde ud af at sætte det ny-indkøbte plastikjuletræ op. Det er altså lettere sagt end gjort! Man køber sådan et plastikjuletræ i en lille papkasse på en halv meters længde, og undrer sig over, hvordan i alverden det nogensinde bliver til et træ på 1,80 meter. I kassen er der tre dele, der skal samles, og bagefter skal alle "grenene" så foldes ud. Puha sikke et arbejde!!! Men det smarter med sådan nogle ståltråds-grene er jo, at man altid kan justere på træet, så det står helt perfekt!

Her er det ny-pyntede juletræ så! Og det smarte ved et plastik-juletræ er jo, at vi kan bruge det igen til næste år;-)

Hverdagens små succeser!

Så lykkedes det mig sørme at få et nyt SIM-kort med mit gamle mobilnummer, der jo som nævnt blev stjålet på vores ferie i Salvador. Ja det kan nok virke ret banalt, men for mig er det et endnu et skridt hen ad den sproglige landevej! At kunne forklare at min telefon er blevet stjålet, og at jeg gerne vil have flyttet mit gamle nummer over på et nyt SIM-kort. Og så blev jeg endda nødt til at gentage det 3 gange i 3 forskellige butikker - ikke fordi de ikke kunne forstå mig, men fordi systemet var brudt ned det første sted, og det andet sted lavede de ikke sådan nogle ting, men 3. gang er jo som altid lykkens gang:-)

Det samme gælder for min bestilling af et betalingskort, som jeg også endelig modtog efter 3. gang jeg bestilte det. Men det var jo også en temmelig kompliceret affære, da vores konto først skulle flyttes fra vores bankafdeling i São Paulo, til en lokal afdeling her i Sorocaba, for ellers kunne jeg jo ikke få et kort. Det er jo logisk nok - eller? I hvert fald har jeg da nu et funklende betalingskort i min pung, med mit eget navn på! WOW!

Intet (stort set) her i Sorocaba foregår på andet end portugisisk, så der er jo ikke så mange andre muligheder end at kaste sig ud i det. Jeg synes efterhånden også at jeg er kommet over den sproglige barriere, der holdt mig meget tilbage i starten, og jeg skal ikke længere koncentrere mig så meget når jeg taler. I starten blev jeg helt vildt forpustet, når vi til sprogtræning igen og igen skulle repetere Murillos (vores meget unge sproglærer) sætninger. Og Ditte og jeg er da også blevet helt ferme til at tale i kor!
Men efterhånden som sproget udvikler sig er det også blevet lettere at små-konversere med de mennesker man møder i hverdagen. Og det er brasilianere super gode til - at små-konversere! De elsker at snakke om løst og fast:-) Heldigvis for mig, for det er jo den måde jeg får det lært på.

Det brasilianske sundhedsvæsen

Så har vi igen et sygt barn! Jeg tror det må være 5. eller 6. gang at Kaya er syg siden vi flyttede her til Brasilien, men det er jo bare en af "glæderne"ved at være småbørnsfamilie;-) Desværre for Kaya har hun endnu engang fået blærebetændelse, den lille stakkel:-( 

Det har derfor været anledning til at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med det brasilianske sundhedssystem, som for mig at se er lidt et cirkus at finde rundt i! 

Én ting er, at man her i Brasilien ikke, som i Danmark, har en alment praktiserende læge, som man kan tage til med alle slags skavanker man nu måtte have. Jeg vidste egentlig godt at det ikke er i så mange andre lande end Danmark, at man har dette system, men jeg har aldrig selv stiftet bekendtskab med andre sundhedssystemer end det danske før.

Som så mange andre ting her i Brasilien, vil jeg ikke ligefrem kalde deres sundhedsystem for effektivt, men det fungerer dog trods alt i sidste ende. Om ikke andet er det da med til at holde beskæftigelsen oppe! Men hold dog op hvor jeg savner en helt almindelig dansk familielæge, som kan tage sig af alle familiemedlemmernes skavanker!

Her i Brasilien foregår det på denne måde: Man tager altid til en speciallæge og bliver behandlet, f.eks. en gynækolog, en øre-næse-hals læge eller en øjenlæge. For mig at se er det noget forvirrende, for man ved vel ikke altid på forhånd hvilket "speciale" ens skavank hører ind under?! Desuden kan lægerne vel heller ikke have så stor indsigt i patienternes sygehistorie, hvilket vel også kan betyde at de kan overse nogle signaler fra patienterne. Som ikke-Brasilianer og tilflytter i landet giver det samtidig nogle udfordringer at finde ud af, hvilken læge man skal tage til, og jeg er bare glad for at jeg ikke har haft behovet for det endnu!

Kaya og Sofie har en børnelæge, og hun tager sig jo da trods alt af alle dele af kroppen! Meeen! Hun giver ikke vaccinationer, tager ikke blodprøver eller urinprøver eller andet i den retning. Det gør ingen af lægerne. For dette skal man tage et andet sted hen, som er specialiseret inden for det. For at blive vaccineret skal man således på et vaccinationscenter, og for at få taget urinprøver, skal man tage hen på et laboratorium, der er specialiseret inden for dét! Det var vi så i går med Kaya, og det tog dog også et par timer og en del kørsel rundt i byen, for at få hende undersøgt for blærebetændelse. 

Er det bare mig der synes at det er et cirkus, eller hvad?!

Besøg i Brasiliens første hovedstad

Vores anden feriedestination var Salvador, hvor vi ankom d. 8/11, efter 6 super dejlige solskinsdage i Rio de Janeiro.
Men jeg må jo nok indrømme at jeg blev en smule skuffet, da vi ankom til Salvador, som jeg hjemmefra havde glædet mig rigtig meget til at se og opleve. Salvador er Brasiliens første hovedstad, og byen er præget af mange smukke bygningsværker og storslåede kirker i barokstil, og byen er da også UNESCO-bevaret, og har derfor fået midler til at istandsætte den gamle bydel. Meeen - der er nu lang vej igen! Byen bød på enorme konstraster mellem de smokt renoverede bygninger fra kolonitiden, side om side med de meget faldefærdige 1900-tals bygninger, som kunne falde sammen når som helst.

Danske byfornyelsesprojekter kommer helt til at falme ved siden af, og kommer til at virke helt bagatelliserede i forhold til. Men når man tænker på hvor mange andre problemer de har at slås med i Brasilien, - især i de nordlige stater, hvor de er betydeligt fattigere, så kan man jo nok alligevel godt forstå, at byforskønnelse ikke er det allervigtigtiste. Alligevel kan jeg dog godt ærgre mig over, at en by som Salvador, der har en så betydelig historie for Brasilien, ikke er blevet bedre bevaret.

Min begejstring for byen blev da heller ikke styrket af, at de regnede de første 4 dage af vores ferie. Da det endelig blev godt vejr, dagen inden vi skulle derfra, blev jeg berøvet, mens jeg var alene ude på en lille fotoekskursion i området omkring vores hotel. Det kostede mit elskede NIKON kamera og min iPhone:-(
Vi nåede da heldigvis at have halvanden dag i dejligt solskinsvejr ved poolen, hvor vi kunne nå at slikke til sol inden turen gik tilbage til Sorocaba.
Det blev ikke til så mange billeder fra Salvador, da mit kamera jo desværre blev hugget, men her er da et par stykker fra den gamle bydel.

Første besøg fra Danmark og ferie!

De var længe ventede, - vores første gæster fra Danmark, siden min mor rejste hjem igen for et halvt år siden! Men 1. november fik vi endelig besøg af farmor og Gert, og det må absolut siges at være gensyns glæde! Jeg var lidt spændt på, hvad pigerne ville sige til at se deres farmor igen, og om de overhovedet kunne genkende hende, men jeg er ret overbevist om, at de godt vidste, hvem hun var. Om ikke andet kunne de jo nok genkende hendes stemme fra vores samtaler på Skype...

Den store kuffert med LEGO, som de havde medbragt fra Danmark, vakte i hvert fald absolut begejstring :-) Jeg tror aldrig jeg har hørt Kaya grine så højlydt før!

Allerede dagen efter deres ankomst til Sorocaba tog vi afsted mod Rio de Janeiro, som var første destination på vores 12 dages ferie. I Rio boede vi på Hotel Arpoador Inn i første række ud til Ipanema - bestemt et anbefalelsesværdigt hotel, med en fantastisk beliggenhed!

Når man rejser med to små børn bliver det jo selvsagt på deres præmisser, så det blev ikke til de store sightseeings i byen, men mere nogle hyggelige dage ved stranden, hvor vi havde god tid til at opleve den helt specielle stemning i Rio. Og Rio er godt nok noget helt andet end Sorocaba! En helt fantastisk by, og jeg glæder mig allerede rigtig meget til at komme tilbage dertil i december, når vi endnu engang får besøg fra DK:-)

Kayas og Sofies første strandtur nogensinde blev på Ipanema:-) Og til trods for Kayas angst for sand de første par dage, (som dog blev overtrumfet af begejstringen for de store bølger), så har vi sandelig fået os to vandhunde!

Farmor og pigerne på Ipanema

Vi nåede selvfølgelig også en tur op til Kristus statuen, hvilket var en storslået oplevelse! Her er vi hele familien:-)

Og man kan jo ikke tage til Rio uden at have slænget sig på Copacabana! Sukkertoppen i baggrund var Kim og jeg oppe at se helt alene (!), mens farmor og Gert passede børn:-)

Den berømte belægning på Copacabana

I Tirsdags gik ferien så videre til Salvador i det nordlige Brasilien. Desværre har vi gråvejr, så det er ikke lige badevejr, men til gengæld har Salvador en masse kulturelle oplevelser at byde på! Salvador var Brasiliens første hovedstad, og har en smuk gammel bydel med masser af kirker i barokstil.