torsdag den 18. august 2011

Familiedag på skolen

Lørdag var der familiedag på pigernes skole - et åbenthus arrangement med forskellige aktiviteter, udstillinger og boder. Arrangementet startede kl. 9.30 lørdag morgen, hvor alle forældre og elever samledes ved skolens store boldbane. Har skulle vi starte dagen med lidt morgengymnastik - desværre var det lidt svært at deltage med et barn på armen;-)




Efter morgengymnastikken - som for øvrigt var en meget god og uformel måde at åbne dagen på - kunne forældrene frit besøge børnenes klasseværelser, og se hvad de går og laver til dagligt. 


I vuggestuen fik vi lov til at komme med ind i tumlerummet, og pædagogerne viste os lidt af, hvad de plejer at lave/lege derinde. Det var rigtig dejligt at se, at pigerne rigtig nyder at være der, og de ville lige så gerne være hos pædagogerne som hos os! Især var det dejligt at se at Sofie trives der, for hun havde meget svært ved at falde til i starten. Kaya faldt stort set til med det samme, så hende har vi ikke været så bekymrede for;-)

fredag den 12. august 2011

Dia dos pais


På søndag er det Dia dos Pais (fars dag), og det er virkelig noget de gør en masse ud af her i Brasilien! De har i flere uger haft reklame for fars dag på store posters i byen, og alle butikker har særlige fars dags tilbud! 
Også i skolen har de gjort meget ud af fars dag, og det er mere end en måned siden jeg fik opkrævet penge til en gave fra pigerne (det vidste Kim selvfølgelig ikke:-)) 
Jeg har været meget spændt på, hvad det mon kunne være, for det er jo første gang de rigtig har lavet noget selv. Kim blev også temmelig overrasket da han modtog to fine gaver og kort fra pigerne, da vi hentede dem i dag til middag. For en sjælden gangs skyld var han med nede i vuggestuen for at hente dem i dag, så det var jo god timing!
Her er så et billede af de fine gaver, som vores piger HELT selv har lavet til deres far. Jeg er MEGET stolt:-)



mandag den 8. august 2011

Lidt indtryk af byen


Nu er det vist på tide at skrive lidt om mine første indtryk af Sorocaba by - selvom det ikke er den mest interessante by i verden...
Jeg har lidt svært ved at skrive om, hvordan brasilianske byer typisk ser ud, da jeg ikke har været i andre brasilianske (eller sydamerikanske) byer endnu, men jeg har indtryk af, at Sorocaba er en ret almindelig, mellemstor brasiliansk by. Og så ligger den nok endda i den bedre ende, hvad angår udvalg af restauranter, butikker, uddannelsesmuligheder og - ikke mindst - kriminalitetsrate! 
Som alle jo nok ved er kriminaliteten i Brasilien høj, og det var nok også en af de hyppigeste informationer vi fik hjemmefra, da vi fortalte at vi skulle flytte til Brasilien. Tør I godt det!!? Efter at have set filmen Cidade de Deus (City og God) kan jeg nu også godt forstå hvor bekymringen kommer fra! En yderst anbefalelsesværdig film for øvrigt...
Det er da også ret tydeligt i bybilledet at kriminalitetsraten er høj, for alle huse er indhegnede, og i de finere kvarterer sidder der desuden vagter udenfor husene. For at komme ind i vores condominium skal man sluses igennem to porte, og tjekkes af en vagt, og gæster får kun lov til at komme ind med tilladelse fra den pågældende beboer. Så jeg føler mig ganske tryg i vores hjem! 


I Sorocaba har der været en stor indsats mod kriminaliteten i de senere år, hvilket betyder at det faktisk er en temmelig sikker by at bo i. Og en blåøjet dansker som mig, der kommer fra totalt trygge rammer i det danske samfund, kan slet ikke forstå at det skulle være nødvendigt med alt det sikkerhedsudstyr:-)
Men ikke desto mindre sætter det stor præg på bybilledet at stort set alt er indhegnet med gitre eller høje mure.

Jeg kan ikke forestille mig at der er særlig store byggerestriktioner, eller krav til arkitektonisk udformning - her kører det vist mere efter princippet “har du penge, så kan du få...”. Her er lidt billeder fra midtbyen, hvor man tydeligvis ikke arbejder med skilte- og facadevejledninger;-)
Sorocaba har gennemgået en ret storstilet (efter brasiliansk standard) byforskønnelse, og det kan da også godt ses på de store avenuer og offentlige parker i byen. Noget der dog stadig præger byen negativt, er de store elmaster, som er langs hver eneste vej i byen! Det skærer i øjnene på en urban designer! Inde i gågaderne er alle ledninger dog trods alt gravet ned... Nedenstående billede taler vist for sig selv. Maste-kaos!


Faktisk er der i byen også et ret omfattende cykel-stisystem, der efter sigende skulle være det 2. største i Brasilien - næstefter Rio. Jeg har medbragt min cykel fra Danmark, så der kommer nok et blogindlæg om cykelstierne på et senere tidspunkt;-)

søndag den 7. august 2011

En hyggelig dag i Zoo

Sorocaba har en rigtig hyggelig zoologisk have, som (iflg. Wikipedia) er den 2. største zoo i Sydamerika, hvad angår dyrearter. Der er også enormt mange fugle i Sorocaba Zoo, så det er nok med til at tælle op;-)


Det er en rigtig fin zoologisk have, med et stort parkområde og en kæmpe sø med små abe-øer, og da vi kan komme ind for den nette sum af 20 kr. for hele familien, så kan man vist godt tillade sig at komme der ofte:-)

Kaya og Sofie elsker at kigge på alle dyrene, men de er faktisk selv en lige så stor attraktion for de andre gæster! Brasilianere elsker børn, og tvillinger er ret sjældne herude, så det er ret populært at komme gående med to tvillingepiger:-)

onsdag den 3. august 2011

Rugbrød


Godt nok har jeg fundet ud af, at man kan købe rugbrød i supermarkederne hernede - og det smager faktisk også fint nok, men det koster en formue! 35 kr for 7 skriver rugbrød importeret fra Tyskland. Så er det vist også betalt!
Jeg har derfor begivet mig ud i selv at bage rugbrød, og har for første gang i mit liv lavet en surdej! Og så er det endda blevet en succes (i hvert fald i andet forsøg;-)).

Brasilianere spiser ikke gerne groft brød, så størstedelen af det brød man kan købe er hvidt brød. Det er heller ikke så vigtigt for brasilianerne at få nogle fibre i brødet, for de spiser bønner stort set hver dag, hvilket har et højt fiberindhold. Jeg er dog ikke den store fan af bønner, så jeg foretrækker den danske model med groft brød.

Kim spiser på restaurant hver dag til frokost, og pigerne får varmt mad til frokost i vuggestuen, så derfor har vi nu indført dansk frokostbord til aftensmad herhjemme! Det er næsten ligesom at være i Danmark, bortset fra at vi mangler leverpostej, makrel i tomat og remoulade ;-) Måske bliver leverpostejsbagning mit næste eksperiment?