onsdag den 27. april 2011

Farvel Købkesvej:-(

Efter nogle hektiske dage med at sortere, smide ud, pakke ned og flytte rundt på tingene i vores lille hjem, er vores liv pt. blevet pakket ned i 3 store kufferter (+ det løse: tvillingebarnevogn, 2 autostole, weekendsenge, barnestole...).
Vi befinder os lige nu i transit ved mine forældre i Varde inden den store afrejsedag finder sted i morgen aften fra Billund lufthavn. Og det er nu meget rart at falde lidt ned på jorden igen efter nogle begivenhedsrige dage på Købkesvej!

Mandag 2. Påskedag havde vi en lille farvelfest for vores gode venner og naboer i Aalborg, og heldigvis viste det danske forårsvejr sig fra sin allerbedste side, så det blev til en dejlig havefest. Vi var meget overvældet og glade for alle de søde mennesker, der havde lyst til at komme forbi og sige farvel, og være med til at fejre opstarten på en ny epoke i vores liv. Heldigvis havde vi ung pige i huset hele dagen til at tage sig af vores små piger, så vi kunne nyde at være sammen med vores gæster. Tak for det farmor!! :-)

Hygge på terrassen

Tirsdag blev så den stoooore pakkedag på Købkesvej 20! Kl. 8.30 mødte fire stærke gutter op på adressen med en stor container og en helt enorm mængde papkasser! De gik til den med hård hånd, og til trods for en effektiv arbejdsgang tog det alligevel 8 timer at pakke vores hjem ned i kasser. Det er helt utroligt, hvor meget man kan samle sig i et lille hus på 106 m2!!
Jeg havde det meget mærkeligt med at det var fire fremmede mænd der skulle pakke vores liv ned i kasser, og det var lidt svært at holde overblikket! Men mon ikke de havde godt styr på det?! Det vil vise sig om 4-6 uger, hvor vores container (forhåbentlig) dukker op på vores nye adresse i Brasilien:-)

En næsten tom stue

Vores bagage med alle vores ting til de næste 4-6 uger!

Ikke desto mindre er der i hvert fald nu et helt helt tomt hus, og det var med en klump i halsen at jeg tog derfra. Vi har haft 6 fantastisk gode og begivenhedsrige år i vores lille rækkehus, hvor der er sket så utroligt mange gode ting. Vi er begge blevet færdiguddannet, har fået gode jobs, er blevet gift og har nu også to dejlige piger - og så har vi været omgivet af dejlige naboer og gode venner! Hvad mere kunne man ønske sig?
Men mon ikke også de næste to år bliver meget begivenhedsrige og helt fantastiske?! ;-)

onsdag den 6. april 2011

Arbejdstilladelse og opsigelse af job!

Så kom den længe ventede arbejdstilladelse på plads!! Kim fik besked om det her til eftermiddag, så nu kan vi ånde lettede op. Tingene begynder så småt at falde på plads, og vi begynder at glæde os mere og mere til at komme afsted. Vi har booket flybilletter til d. 28/4, og d. 26/4 kommer de og pakker vores hjem ned. Puha! Det er jo lige om lidt!

Nu har jeg også endelig fået sagt mit job op. Selvom det var hårdt at skulle fortælle mine kollegaer at jeg ikke kommer tilbage til jobbet efter endt barsel, så var det også en lettelse endelig at kunne offentliggøre vores udenlandske planer. Det har været 4 gode år med søde kollegaer, som jeg kommer til at savne!

fredag den 25. marts 2011

Så har vi vuggestueplads!

Tingene begynder så småt at falde på plads! Nu er pigerne blevet meldt ind i en vuggestue, hvor de skal starte pr. 1. august. Vi har fået en halvdagsplads fra kl. 7-13 (puha vi skal tidligt op!) i skolen Colegio Ser, som ligger tæt på vores hus i Campolim. Vuggestuen er en del af en skole, så børnene kan være samme sted helt fra 4 mndr. alderen til de skal i high school. I Brasilien har man kun barsel i 4 måneder, og det er ikke muligt at forlænge sin barselsperiode - heller ikke hvis man selv betaler. Jeg kunne synes nu ikke jeg var klar til at aflevere mine børn da de var 4 måneder!


Vuggestuen har en noget højere standart end herhjemme. Lidt om vuggestuen:

Maksimum 15 børn
7/8 voksne
En børnelæge besøger skolen hver uge. Lægen har egen klinik, så man kan benytte sig af ham til månedlige check og akutte tilfælde.
Fast sygeplejerske.
Fast diætist, der samtaler med forældrene om hvad barnet spiser og skal have at spise.
Fast koordinator der følger barnets fremskridt (fx motorisk)
Fast talepædagog der følger barnet og gør forældrene opmærksom på hvis der kræves ekstra hjælp.
Fast børnepsykolog.
Stimulerings-rum
Sove-rum med individuelle senge.
Park-område hvor børnene tages ud dagligt.
Mini-zoo
Køkkenhave, hvor børn fra 2 år lærer at så grøntsager som de lærer er sundt at spise.

Så jeg er sikker på at de nok skal få det godt:-)

torsdag den 24. marts 2011

Fraldas sem perfume?

Nu er der jo efterhånden kun en måned til at vi skal begive os ud på vores livs rejse og bosætte os i et helt fremmed land. Derfor er det nok også meget naturligt at der begynder at melde sig en masse praktiske spørgsmål om alt lige fra, hvad vi skal have med til børnene under flyveturen, hvad gør vi når vi ankommer til et nyt, tomt hjem i Sorocaba, hvilken seng skal vi putte pigerne i efter et lang flyvetur og hvad med autostole når vi skal transporteres fra lufthavnen i Sao Paulo til Sorocaba?

Det ville være knap så kompliceret hvis vi kun var Kim og jeg, men nu har vi jo (heldigvis :-)) to små piger, der er 100 % afhængige af os. Det er nok meget naturligt at de fleste bekymringer koncentrerer sig omkring pigernes ve og vel, og det kan være svært at skulle gå på kompromis med noget, der drejer sig om dem. Derfor kom det som lidt af et chok da jeg fik at vide af min Brasiliansk-underviser, at der slet ikke findes bleer uden parfume i Brasilien. Jeg har endda sendt Kim rundt i butikker og apoteker i Sorocaba for at lede efter parfumefri bleer, bare for at han kunne konstatere, at det altså er rigtigt nok. Det har jeg haft temmeligt svært ved at forstå, da det for mig virker fuldstændig unaturligt at proppe parfume i en ble. Ikke nok med at det er i bleerne, men de putter parfume i ALLE produkter til babyer - både shampoo, lotion, olie ... Ja man kan endda købe en decideret parfume til babyer, så de "dufter dejligt af baby". Nogen ville måske mene at jeg er hysterisk, men da jeg selv er parfume-allergiker, har jeg det meget svært ved at skulle udsætte mine børn parfume i store mængder. Men nu ved jeg da, hvad vi skal fylde de sidste 2-3 m3 af vores container op med og hvad vi skal ønske os af besøgende fra Danmark!
Jeg kan jo nok bare konstatere at det er et af mange kulturelle forskelle jeg kommer til at møde i løbet af de næste par år...

fredag den 18. marts 2011

Vores nye hjem!

Så kommer det hele lige pludselig meget tættere på! Kim er i Brasilien lige nu for at kigge på huse til os, og i går sagde han ja tak til et fint "lille" hus:-)

Huset ligger i området Campolim i Sorocaba, og ligger helt perfekt i forhold til centrum, indkøbscentre, grønne områder og - ikke mindst - pigernes kommende vuggestue.
Der er hele 4 værelser, så vi har masser af plads til gæster fra Danmark:-) Huset ligger i et lille condominium (et aflukket boligområde) med parkering under terræn, så selve boligområdet er helt bilfrit. Der er en lille have med udsigt over Parque Campolim, samt et fællesområde med fitnesscenter. Så er der ingen undskyldning for at komme af med de ekstra graviditets-kilo!