Festa Junina i condominiet

I aften blev der afholdt festa junina i vores condominium, så det var jo en alletiders mulighed for at få mødt vores naboer. Festa Junina er en årlig festlighed, der svarer til vores midsommerfester. Man kan læse mere om festa Junina her.
Festen startede kl. 19, så vi tog pigerne med derover en times tid inden de skulle i seng. De syntes det var sjovt at møde alle naboerne, og fik gjort sig ret populære, især blandt de ældre kvinder:-)

Kaya igang med at charme

Vi har fået et rigtig godt indtryk af vores naboer, og der er rigtig mange af dem, der taler engelsk! Det er tydeligt at her bor nogle ret velstillede og veluddannede brasilianere, og en hel del af dem er læger:-) Så nu ved vi hvor vi skal gå hen hvis vi skal bruge lægehjælp! Alle vores naboer sagde flere gange, at vi endelig skulle sige til hvis vi manglede noget, og jeg er helt sikker på at de faktisk også mener det. Vi snakkede især meget med vores nabo, Julio, der bor lige ved siden af. Han taler perfekt engelsk, og vil meget gerne hjælpe os med, hvad end vi har brug for.
De fleste af vores naboer er i 30'erne, og der er rigtig mange børn i alle aldre, så der er liv og glade dage:-) Det er helt perfekt for Kaya og Sofie når de blive lidt større. Det gode ved vores condominium er også, at der er totalt bilfrit, så det er sikkert for børnene at lege frit udenfor.
Meget pudsigt og totalt uventet var er pludselig en ung fyr der talte dansk til os! Han var barnebarn til ham, der har bygget området, og som bor i et af husene. Han havde været i Danmark i et år for at gå på gymnasiet i Roskilde, og han talte rigtig godt dansk. Han skal til Danmark igen i juli for at besøge den familie han boede ved, så vi aftale at han skulle komme forbi os nogle gange inden, for at øve dansk. Som bonus fortalte han, at der er en bager i Sorocaba, der bager rugbrød og sælger lakrids! Det glæder jeg mig meget til at prøve:-)

Man undrer sig nogle gange...

Lige en lille anekdote om det brasilianske system...
I forgårs ringede en mand fra sygehuset UNIMED, hvor vi har haft Kaya behandlet to gange. Han ringede bare for at informere os om beløbet på vores hospitalsregning. Ca 20 minutter efter ringede han igen - samme mand! Vi havde jo været der 2 gange, så han ringede med endnu et beløb. Godt så! Men hvad så? Ja så skulle regningen jo betales, og her får man jo åbenbart ikke bare sendt en regning, som kan betales på netbank. Jeg kørte derfor ud på sygehuset i går formiddags, og blev gelejdet hen til en lille bås, hvor man kan betale hospitalsregninger. De fik heldigvis hurtigt fat i, hvad jeg ville, og fandt hurtigt regningerne med specifikationer for de to behandlinger. Jeg havde sørget for at tage lige penge med, da jeg jo havde fået beløbet på forhånd, så det måtte da gå hurtigt det her, tænkte jeg. Der tog jeg fejl!
Da manden havde modtaget beløbet skulle han så taste en hel masse informationer ind på en computer, printe noget til én printer, derefter printe noget til en anden printer, og til sidst taste noget ind på en meget gammeldags regnemaskine. Derefter skulle han igen taste en masse informationer ind på computeren, printe, klipse sammen mm., og, ja, jeg har faktisk ingen anelse om hvad manden foretog sig. Mens jeg stod og ventede på at han blev færdig, havde de da også lige tid til at hyggesnakke lidt  - med hinanden vel at mærke.
Efter ca en halv time var jeg færdig, og havde betalt min regning, og smilede over det utroligt ineffektive system. Det sjove er, at havde det været i Danmark var jeg blevet irriteret og knotten over at vente så lang tid, men her i Brasilien tager alting bare lang tid, og det accepterer mand bare. Mand oplever aldrig sure kunder i butikskørerne, hidsige bilister el.lign. Det kunne vi danskere godt lære lidt af...

Hovedindgangen til hospitalet

Ovenpå igen!

Efter mere end en uge i sygdommen tegn for hele familien - værst for Kaya - vågnede vi denne solfyldte søndag morgen glade og friske:-) Nu krydser vi så fingre for at vi endelig er ved at være ovenpå igen! Det har været en rigtig rigtig træls uge, hvor vi har været på sygehuset med Kaya to gange, og vi alle fire har været ramt af en virus-infektion, med feber og hvad der dertil hører.
Jeg gider ikke at skrive en helt masse om alle de trælse ting vi har været igennem, men mere sætte fokus på, hvor stor hjælp vi har fået fra vores brasilianske ven Mirian, som er engelsklærer på pigernes skole. Mirians mor er børnelæge, hendes far er gynækolog og hendes onkel er også børnelæge, og hvad der er endnu bedre - de taler engelsk!! Jeg kunne skrive flere sider om alt, hvad de har gjort for at hjælpe os i denne uge, men bare for at nævne et par ting:

- Mirian har tilbragt 2 dage sammen med os på sygehuset, for at få undersøgt Kaya (som oversætter)
- Hendes mor har ringet til os 2 dage dagligt for at høre hvordan vi har det
- De har hentet medicin til os, bagt kage til os og andet godt
- og som tak for hjælpen (eller omvendt) har de inviteret os til Feijoada hjemme hos dem

Ja som tidligere nævnt, så har vi kun mødt helt fantastisk søde og rare brasilianere:-) Det kompenserer lidt for at man er så langt væk fra familien og de vandte omgivelser i Danmark. Nu ved vi da hvordan det brasilianske sundhedssystem virker!

Så har vi igen en glad Kaya!

I går fik vi besøg af Beth, som er leder af pigernes vuggestue. Hun savnede sådan pigerne og var så bekymret for dem, så hun ville gerne lige forbi og hilse på:-) Det var pigerne rigtig glade for, og blev vildt begejstrede da de så hende.

Sofie og Beth

Der er nu heller ikke noget at sige til at vi alle er blevet syge, for det er hundekoldt hernede! Ja det vil sige - der er faktisk 20-25 grader det meste af tiden - udenfor! Men inde i husene er det iskoldt! Brasilianske huse er jo - modsat danske - bygget til at holde varmen ude, og der er ingen isolering, termoruder og varme installeret. Det er sikkert meget rart til sommer, men lige nu er det jo vinter i brasilien - den koldeste vinter i mange år (der var vi virkelig heldige!). Jeg krydser rigtig meget fingre for at vi har taget vores vinterdyner med i den container, som lige nu står og venter på at blive fortoldet i havnen i Santos!!!

Lige til sidst et par billeder af vores nye biler:-) Det er selvfølelig min den store;-)

Kims bil

Pigernes og min bil:-)

Brasilianere er helt fantastiske!

Jeg bliver altså lige nødt til at udtrykke min meget store begejstring for det brasilianske folkefærd! Vi har kun boet her en måned nu, og jeg føler mig allerede hjemme - både her i vores condominium og på pigernes skole. Man bliver altid mødt af store smil, udstrakte arme og kindkys, så man kan da ikke blive andet end i godt humør!
I går havde jeg en hel dag sammen med vores nye hushjælp, Zenaide, og hun er da virkelig også bare en livsbekræftende personlighed. Hun er et stort smil og synger i vilden sky mens hun gør rent, så man kan ikke undgå at få et smil på læberne:-) I går blev hun en time længere end aftalt, og så vidt jeg kunne forstå på hende var det fordi hun syntes at der var så beskidt at hun ikke kunne gå fra det. Hehe - ja det siger lidt om vores hjem... Nu er der skinnende rent! Det er jo ellers ikke ligefrem som om hun tjener ret mange penge. Vi betaler hende 650 R$ (ca. 2000 kr.) om måneden for at være her 6 timer hver dag, og så tror jeg endda at det er en rimelig høj løn for en hushjælp herude. Men når man tænker på at leveomkostningerne i Brasilien er temmelig høje - ja faktisk på højde med danske priser, så har hun godt nok ikke mange penge at gøre med. Udover de 2000 kr. betaler vi så hendes skat (ca. 20 %) og transportudgifter og så får hun en månedlig basispakke med fødevarer, der bl.a. indeholder ris, bønner, olie og sukker. Det er helt almindeligt at give som en del af lønnen i Brasilien.
I dag skulle vi gerne få en levering af møbler, som jeg har bestilt fra Tok & Stok på internettet. Det er jo altid lidt spændende om man får sine ting, og især når det er bestilt på nettet, men jeg sidder håbefuldt i mit hjem og venter:-) Det bliver dejligt at få lidt flere møbler til at udfylde vores ret tomme hjem! På fredag skulle containeren med vores personlig ting fra Danmark også komme til havnen i Santos, så det bliver helt fantastisk! Så er det bare spændende, hvor lang tid containeren skal vente i tolden...

Så begynder det søde liv :-)

Første måned i Brasilien er snart ved at være gået, og der er sket så helt utroligt mange ting - på godt og ondt! Den 17. maj tog min mor hjem til Danmark igen (en dag forsinket pga. flyproblemer!), så nu er vi overladt til os selv:-( Ligesom hun var taget afsted blev Kaya og jeg syge - Kaya med tre-dages-feber og jeg bare forkølet. Det har taget det meste af en uge at komme ovenpå igen - en frygtelig uge hvor jeg havde begge piger hjemme fra vuggestue, og skulle passe et sygt barn og samtidig underholde et barn i hopla! Kim er jo først hjemme fra arbejde kl. 18.30, så dagene har været uendelig lange!
Mandag startede pigerne i vuggestue igen, og jeg prøvede at holde mig lidt mere væk fra dem. Sofie havde stadig lidt svært ved at undvære sin moar, men det går egentlig bedst når jeg ikke er der! I dag er vi så kommet så langt, at jeg bare kan aflevere dem i vuggestue kl. 8, og hente dem igen kl. 12 uden problemer! Det er helt fantastisk, og jeg troede nærmest aldrig det ville lykkes! I dag er den første dag hvor jeg er hjemme - ellers har jeg opholdt mig på skolen, så jeg kunne komme med det samme hvis Sofie gik helt i panik, men det har slet ikke været nødvendigt, for de har bare klaret det så flot! Når vi henter dem kl. 12 kan vi se, hvor meget de hygger sig derovre, og de er begge blevet så glade for pædagogerne, at de rækker ud efter dem når vi afleverer dem om morgenen. Det gør mig bare så glad:-)
I dag er på mange måder en stor dag. Det er min første dag alene hjemme i huset, og så er det i dag at vores nye hushjælp, Zenaide, er startet! En ældre dame på 54, som har arbejdet hos en af vores naboer tidligere, så hun kender huset:-) Hun virker rigtig sød og gik igang med at gøre rent med det samme da hun kom ind ad døren! Heldigvis behøver jeg ikke at fortælle hende hvad hun skal gøre - det er jo også lidt svært, da jeg ikke kan kan ret mange ord på portugisisk, og hun kan intet på engelsk. Det er lidt en udfordring, men samtidig en mulighed for mig til at øve sproget:-) Jeg har det helt dårligt med at hun skal igang med vores kaotiske hjem, så jeg har været ved at rydde lidt op inden hun kom. Det virker måske lidt fjollet, men jeg er jo ikke vandt til at have nogle til at gøre rent for mig:-)  Vi har ansat Zenaide til at gøre rent hos os fra 8-14 hver dag, så hun ordner alt! Rengøring, opvask, vasketøj, strygetøj, madlavning - you name it! Det er da bare fantastisk!
Så i dag begynder mit liv som expat-wife for alvor:-) Nu skal jeg bare have lagt en plan for mine dage, så jeg får mest muligt ud af dem!